Bosnisk muslimske forbrydelser
Under krigen i Bosnien 1992-1995 havde de bosniske muslimers krigsførelse mest af alt karakter af en forsvarskrig. Det var hovedsagligt de bosniske muslimer, der blev udsat for etniske udrensninger. Men de bosniske muslimer begik også selv forbrydelser mod de to andre befolkningsgrupper. Forbrydelserne fandt særligt sted i det centrale og østlige Bosnien.
En selvstændig bosnisk stat
Bosnien, som var Jugoslaviens mest etnisk sammenblandede republik med 40 % muslimer, 33 % serbere og 18 % kroater, blev splittet efter Bosniens uafhængighedserklæring i 1992. De bosniske serbere ønskede et rent serbisk område med tæt tilknytning til Serbien, men de bosniske muslimer ønskede ikke en deling af Bosnien. De ønskede et samlet Bosnien med plads til alle etniske grupper, og det udviklede sig hurtigt til væbnet konflikt.
Da krigen i Bosnien brød ud i april 1992, blev det klart, at de bosniske muslimer måtte forsvare sig, hvis ikke de ønskede at blive knust af serbiske visioner om rene serbiske områder med tæt tilknytning til Serbien. Den bosnisk muslimske præsident, Alija Izetbegovic, var i begyndelsen overbevist om, at den Jugoslaviske Folkehær (JNA), ville komme den bosniske regering til undsætning, men det kom til at gå lige modsat. JNA var i 1992 hovedsagelig domineret af serbere fra Bosnien og Serbien, og de fleste ønskede ikke at forsvare en uafhængig bosnisk stat.
Med massiv støtte fra JNA i form af tungt artilleri, kampfly og forsyninger lykkedes det de bosnisk serbiske soldater at gennemføre en lynkrig, som henlagde 60 – 70 % af Bosniens territorium under serbisk kontrol. Lynkrigen kom bag på det bosniske politiske lederskab i Sarajevo, som var uforberedte på angrebet fra de serbiske specialenheder og de militære styrker fra den serbiske del af Bosnien.
Organiseringen af de bosnisk-muslimske styrker
Ved krigsudbruddet i foråret 1992 rådede de serbiske styrker over 90 % af den militære udrustning, og størstedelen af våbenproduktionen befandt sig i Serbien og den serbiskdominerede del af Bosnien, Republika Srpska. De internationale sanktioner i form af forbud mod salg af våben til alle republikker i det tidligere Jugoslavien gik derfor hårdest ud over de bosniske muslimer. I modsætning til de bosniske kroater og serbere, som fik støtte fra henholdsvis Kroatien og Serbien, havde de bosniske regeringsstyrker ingen effektiv støtte fra omkringliggende nabostater.
Tidligt i krigen organiserede muslimske ledere lokale initiativer og paramilitære enheder, som ”De Grønne Baretter”. Men det var først i maj 1992, at den bosniske regering i Sarajevo etablerede en egentlig hær ledet af Sefer Halilovic. I løbet af krigen oprettede den bosniske regering særlige specialenheder som de ”sorte svaner” og andre rent muslimske specialenheder, hvor udenlandske muslimske soldater – mujahedinere - spillede en aktiv rolle. De blev, ligesom de serbiske og kroatiske specialenheder, brugt til at skabe terror og frygt blandt civilbefolkningen og var ansvarlige for forbrydelser mod serbiske og kroatiske civile i Bosnien.
Alliance med de kroatiske styrker
Efterhånden formåede den bosniske regeringshær at oparbejde modstand i en alliance med de bosnisk kroatiske styrker. I slutningen af maj 1992 lykkedes det de bosniske muslimer og kroater at genvinde nogle af de erobrede områder specielt i det centrale og sydlige Bosnien. Men den fælles front mellem de bosniske muslimer og kroater brød sammen allerede i slutningen af 1992.
| Opløsning af alliancen | | | Efterhånden som krigen skred frem, brød alliancen sammen. Fjendtligheden mellem de to parter voksede, især når en af parterne så en fordel i at tage kontrollen med et område. Fremlæggelsen af en fredsplan for Bosnien i januar 1993 – Vance-Owen planen – eskalerede krigen mellem de to parter. I følge fredsplanen skulle Bosnien deles i ti provinser. Diskussioner om, hvilke provinser der skulle tilhøre hvem, fik alliancen til at bryde endeligt sammen og startede en krig i krigen. | |
Det blev starten på en krig, som var mindst lige så uforsonlig som den, de to parter sammen havde ført mod de bosnisk serbiske styrker. Alligevel er der en forskel i omfanget af forbrydelser. De bosnisk muslimske angreb havde mest af alt karakter af et forsøg på at forsvare muslimske områder og et forsøg på ikke at blive opslugt af de bosniske kroaters og serbers planer om at skabe etnisk rene landområder.
Lasva-dalen - Det centrale Bosnien
I 1993 startede konflikten mellem de bosnisk muslimske og kroatiske styrker for alvor. Specielt i april 1993 og først på sommeren 1993 iværksatte de muslimske styrker en række angreb på kroater i Lasva-dalen i det centrale Bosnien. Operationerne kulminerede i et massivt angreb i juni i området omkring Zenica, hvor mindst 200 bosniske kroater og serbiske civile blev dræbt, og mange flere såret.
Den muslimske offensiv i Lasva-dalen i foråret 1993 blev efterfulgt af etniske udrensninger mod de bosniske kroater og serbere i området. I byen Konjic, i det centrale Bosnien, fordrev muslimske autoriteter i byen lokale kroater, hvorefter tilbageblevne blev ført til den muslimske koncentrationslejr i Celebici.
Tuzlaområdet - Det østlige Bosnien
Bosniske guerillaenheder angreb serbere i områderne omkring Tuzla og Zvornik i det østlige Bosnien. Guerillaenhederne havde ofte base i de ”sikre zoner”, som FN oprettede i 1993 til at beskytte de bosniske muslimer. FN-soldaternes beskyttelse gjorde de ”sikre zoner” til et godt skjul for de muslimske guerillaenheder og for den muslimske offensiv.
Den bosnisk muslimske by Tuzla i det nordøstlige Bosnien havde modtaget et stort antal bosniske muslimer under den serbiske lynkrig, særligt efter de etniske udrensninger i det nordlige og østlige Bosnien, som tvang hundrede tusinder af bosniske muslimer på flugt. Byens serbiske indbyggere blev i løbet af krigen, i takt med at flere og flere bosniske muslimer fandt tilflugt i det muslimsk dominerede område og bragte historier med om serbiske overgreb, fyret fra deres job, og civile serbere blev fængslet eller tvunget til at flytte.
Srebrenica
Den 16. bosniske brigade i det østlige Bosnien omkring Srebrenica spillede en central rolle i den muslimske offensiv. I 1992 overtog de bosniske muslimer kontrollen med området under ledelse af den bosnisk muslimske general Naser Oric. Han havde ansvaret for området omkring byen Srebrenica i det østlige Bosnien og var ansvarlig for aktioner mod omkringliggende serbiske byer. I forbindelse med operationer i det østlige Bosnien brændte og ødelagde de muslimske bevæbnede enheder under ledelse af Naser Oric ca. 50 serbisk landsbyer. Tusinder civile bosniske serbere blev drevet på flugt fra området. Resultatet af gensidige hævnaktioner var, at det østlige Bosnien i mange områder var affolket for både muslimer og serbere og byerne ødelagt.
I løbet af krigen i Bosnien 1992-1995 var området omkring byen Srebrenica skiftevis under henholdsvis de bosniske serberes og de bosniske muslimers kontrol. Begge parter begik i denne periode overgreb på civilbefolkningen, men kulminationen var uden tvivl de bosniske serberes massakre på mere end 7.000 bosnisk muslimske mænd og drenge i juli 1995. En massakre som af serberne blev betegnet som en hævnaktion for muslimernes overgreb i området to år tidligere.
Krigsforbrydelser og Forbrydelser mod menneskeheden
Enkelte bosnisk muslimske generaler er blevet anklaget ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag for deres handlinger mod de bosniske kroater og serbere. De bosnisk muslimske overgreb på ikke-muslimer i Bosnien var imidlertid ikke så omfattende og systematiske som de bosniske serberes overgreb på muslimerne, som var støttet af Serbien. Ingen bosniske muslimer er anklaget for folkedrab.
Naser Oric og Sefer Halilovic er anklaget ved domstolen for deres rolle i forbindelse med overgreb begået mod kroatiske og serbiske civile i Bosnien. Deres sager er lige nu under behandling og er endnu ikke afgjort. Mange bosniske muslimer ser bl.a. Naser Oric som en national helt, fordi han forsvarede de bosniske muslimer.
|
|
Naser Oric guerillakommandant i Srebrenica før 1995
Kilder
|
