Kroatiske forbrydelser
De bosnisk kroatiske ønskede ligesom serberne etnisk rene landområder. De etniske udrensninger blev primært begået mod de bosniske muslimer men også serberne i Bosnien. Forbrydelserne fandt først og fremmest sted i det centrale Bosnien omkring byen Zenica og i det sydlige Bosnien omkring byen Mostar.
Alle kroater i én stat
Tre måneder efter serberne i Bosnien havde udråbt, Republika Srpska, udråbte de bosniske kroater i juli 1992 Herzeg-Bosna med Mate Boban som leder. Målet var, ligesom de serbiske ledere at få kontrol med dele af Bosnien og skabe etnisk rene landområder.
Det kroatiske mindretal på godt 18 % af den samlede befolkning i Bosnien boede især i det sydvestlige Bosnien omkring byen Mostar. Derudover boede de i mindre områder i det centrale Bosnien omkring byen Zenica. Ønsket var at forbinde disse områder med Mostar-regionen og skabe en kroatisk del i Bosnien. Som krigen udviklede sig blev det mere tydeligt, at også kroaterne ønskede en stat, hvor alle kroater levede sammen, og som hang sammen med Kroatien.
| Politisk kroatisk splittelse | | | Politisk var de bosniske kroater splittede. En gruppe, ledet af Mate Boban, var stærkt imod en selvstændig bosnisk stat. Den anden gruppe støttede Bosniens selvstændighed. Mate Boban blev leder af HDZ i juli 1992, hvorefter han udråbte den bosnisk kroatiske stat Herzeg-Bosna. | |
Opløsningen af alliancen
Efterhånden som krigen skred frem brød alliancen sammen. Fjendtligheden mellem de bosniske muslimer og kroater voksede, især når en af parterne så en fordel i at tage kontrol med et område. Desuden havde serbernes offensiv i det nordlige og østlige Bosnien resulteret i store flygtningestrømme mod det centrale Bosnien, hvilket havde effekt på den etniske balance i området og førte til sammenstød mellem kroater og muslimer. Begge parter havde til trods for alliancen interesse i at bibeholde magten i bestemte områder. Des flere steder de kontrollerede desto mere havde de at forhandle med i forhold til de forskellige fredsplaner, der blev udarbejdet.
I maj 1992 startede de første kroatiske ødelæggelser af moskeer og muslimske huse, og senere blev mord på civile og plyndringer en metode til at få de bosniske muslimer og serbere til at forsvinde. Det var imidlertid først efter fremlæggelsen af en fredsplan for Bosnien i januar 1993 – Vance-Owen planen – at alliancen for alvor faldt fra hinanden.
I følge fredsplanen skulle Bosnien deles i ti provinser, og diskussioner om, hvilke provinser, der skulle tilhøre hvem, forstærkede krigen. Og midt i januar, kort tid efter Vance-Owen-planen var blevet offentliggjort, udsendte den kroatiske leder i Bosnien Mate Boban et ultimatum til muslimerne i området om at aflevere deres våben, hvis ikke de ønskede en optrapning. Opløsningen af den fælles alliance, og ønsket om et rent kroatisk område i Bosnien med tilknytning til hovedlandet Kroatien, blev starten på mere systematiske kroatiske udrensninger af bosniske muslimer i det centrale og sydlige Bosnien.
Lasva-dalen – det centrale Bosnien
Kroaternes overgreb i det centrale Bosnien kulminerede i april 1993, da de bosniske kroaters leder i det centrale Bosnien, Dario Kordic, kom med et ultimatum til muslimerne: ”Aflever jeres våben – eller bliv nedkæmpet”. Kommandanten over de kroatiske styrker i det centrale Bosnien, Tihomir Blaskic, iværksatte et angreb på de bosniske muslimer i Lasva-dalen. Angrebet havde til formål at gøre dalen til rent kroatisk territorium, og landsbyerne i Lasva-dalen blev udsat for artilleriangreb uden hensyn til konsekvenserne: Angriberne skelnede ikke mellem militære og civile mål.
Før og efter angrebene blev bosnisk muslimske civile myrdet og udsat for fysiske overgreb. Der blev sat ild til muslimske huse, moskeer blev ødelagt og bygninger, forretninger og fabrikker tilhørende bosniske muslimer blev plyndret og ødelagt. Hundrede af civile blev arresteret og behandlet umenneskeligt og opfordret til at forlade deres hjem. De kroatiske styrker tvangsforflyttede bosniske muslimer til andre områder.
Særligt i det centrale Bosnien, omkring byen Zenica, var de etniske udrensninger omfattende. Her igangsatte de kroatiske styrker et storstilet og systematisk angreb på byer og landsbyer beboet af bosniske muslimer, alene i en enkelt massakre i byen Ahmici blev over hundrede civile mennesker dræbt – inklusiv kvinder og børn. Huse blev sat i brand og den lokale moske jævnet med jorden.
Mostar – en delt by
Byen Mostar, som hovedsaglig var beboet af bosniske muslimer og kroater, blev belejret i maj 1993 af kroatiske styrker. Størstedelen af Mostars serbiske mindretal var allerede blevet fordrevet af kroaterne og muslimerne under deres fælles front i starten af krigen.
| Mostar | | | Mostar er den største by i det sydøstlige Bosnien. Før krigen var 35 % bosniske muslimer, 34 % kroater og 20 % serbere. Byen Mostar er opkaldt efter Den Gamle Bro (Stari Most), som krydser Neretva-floden og forener byens to dele. I dag forbindes bynavnet Mostar med et tragisk eksempel på en multikulturel by, som blev delt af krigen. Broen blev i 1993 sønderbombet af bosnisk kroatiske styrker. Nu lever byens to største etniske grupper de bosniske muslimer og kroater på hver sin side af broen. Den 23. juli 2004 blev rekonstruktionen af den over 450 år gamle bro indviet af FN’s generalsekretær, Kofi Annan. | |
Byen blev delt i en vestlig del, som var domineret af kroatiske styrker, og en østlig del, som var domineret af muslimske styrker. De kroatiske styrker tvangsforflyttede bosniske muslimer fra deres lejligheder, arresterede dem uden forklaring og transporterede dem til koncentrationslejre i nærheden. Fordrivelserne fra den kroatiske del af Mostar medførte, at befolkningstallet i det østlige Mostar steg med godt 50 %. Bombardementerne på den muslimske bydel var konstante, og mere end 100.000 granater ramte Mostar under byens ni måneder lange belejring, også den 450 år gamle bro Stari Most, som tidligere forenede byens to dele blev ødelagt.
Overgreb på serbiske civile
De kroatiske styrkers forbrydelser gik hårdest ud over de bosniske muslimer, men også serbiske civile var udsat for forbrydelser – særligt i krigens første måneder. De mest omfattende udrensninger af serbiske civile fandt dog sted i Kroatien i Krajinaområdet på grænsen til Bosnien og Serbien. Her iværksatte kroatiske styrker, i det der blev kaldt "Operation Storm", i august 1995 en storstilet operation, som drev mere end 200.000 serbere på flugt. De flygtede til Serbien og til de serbiske områder i Bosnien.
Krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden
En række ledende generaler for de bosnisk kroatiske styrker og politikere i Bosnien og Kroatien står i dag anklaget ved den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag for deres forbrydelser i Bosnien – særligt for deres forbrydelser begået mod de bosniske muslimer, men også mod bosniske serbere. De er alle anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden og er i modsætning til de bosnisk serbiske ledere ikke anklaget for at have begået folkedrab.
De bosniske kroaters leder i det centrale Bosnien, Dario Kordic, blev i 2001 i dømt 25 års fængsel for overgreb begået i Bosnien Desuden blev kommandanten for de kroatiske styrker i det centrale Bosnien, Tihomir Blaskic i foråret 2000 idømt 45 års fængsel for krigsforbrydelser i det centrale Bosnien. Dommerne slog fast, at krigsførelsen var uden respekt for international lov og foregik uden respekt for andre etniske grupper.
|
|
Moskéen i Ahmici efter bosniske kroaters massakre på byen 16. april 1993
Kilder
|
