Serbiske forbrydelser
Under krigen i Bosnien begik de bosniske serbere de mest omfattende og systematiske overgreb i deres forsøg på at skabe etnisk rene landområder. Særligt Sarajevo og områder i det nordlige og østlige Bosnien var mål for omfattende forbrydelser mod de bosniske muslimer og kroater.
Alle serbere i én stat
I krigens første uger var der tale om en ren erobringskrig af bosnisk serbiske styrker. Strategien gik ud på at erobre et bælte ned langs grænsen til Serbien og Montenegro samt det store nordvestlige område omkring byerne Banja Luka og Prijedor. Disse områder skulle knyttes sammen af en korridor, der løb langs grænsen til Kroatien for derved at skabe et sammenhængende serbisk område for alle serbere. Korridoren skulle gå fra selve Serbien til den serbiske republik, Republika Srpska i Bosnien.
Målet var at skabe en stat, hvor alle serbere var samlet. Derfor havde disse geografiske områder stor betydning, idet de bosniske serbere havde brug for fuldstændig kontrol med lige netop de dele af Bosnien for at kunne blive forbundet med Serbien.
Det lykkedes de bosnisk serbiske soldater med massiv støtte fra den serbisk dominerede jugoslaviske hær JNA at gennemføre en lynkrig. Allerede efter et par uger var 60-70 % af Bosnien under serbisk kontrol. De bosniske serbere planlagde en bølge af overgreb på civilbefolkningen, som havde til hensigt at skulle chokere ikke-serbere til at flygte eller overgive sig.
| JNA | | | JNA var oprindeligt den Jugoslaviske Forbundshær men kom i løbet af optakten til krig i højere og højere grad under serbisk dominans. Med udbruddet af krigen i Slovenien og Kroatien forlod mange kroater og slovenere JNA for at slutte sig til de nationale hære, som var under opbygning, og hæren blev følgende et rent serbisk foretagende. Da JNA trak sig tilbage fra Kroatien, endte en stor del af hærens krigsmateriel i Bosnien i de bosniske serberes hænder. Ved krigsudbruddet i Bosnien rådede de serbiske styrker over 90 % af al militær udrustning. Det tidligere Jugoslaviens våbenfremstilling fandt sted i Serbien og i den serbisk dominerede del af Bosnien, Republika Srpska. | |
Det nordlige og østlige Bosnien
I foråret 1992 startede bosniske serbere en massiv bølge af etniske udrensninger i kølvandet på lynkrigen. De etniske udrensninger var mest brutale og omfattende omkring byerne Prijedor og Banja Luka i det nordlige Bosnien og i den del af det østlige Bosnien, som grænsede op til Serbien.
Operationerne blev udført af lokale specialenheder, som de paramilitære grupper ”Arkans Tigre” og ”Seseljs Tjetnikker”, efter militære enheder havde indtaget områderne. Muslimske kvinder og børn blev ofte tvunget ud af området og transporteret til muslimskdominerede områder i nærheden. Mændene blev ydmyget, tortureret og skræmt til at flygte eller ganske enkelt dræbt. Forbrydelserne skete enten lokalt i de enkelte byer eller i nærliggende koncentrationslejre. De bosnisk serbiske styrker udvalgte og henrettede det lokale samfunds elite. Tusindvis blev ofre for denne brutale fremfærd: Efter krigen er det blevet kortlagt, at der alene i byen Prijedor forsvandt 3.227 personer. En del af dem er endnu ikke fundet, men arbejdet med at registrere og identificere opgravede lig foregår stadig.
Nettet af koncentrationslejre
Hovedparten af de, som ikke blev dræbt, og som det ikke lykkedes at flygte, blev ført til koncentrationslejre i nærliggende områder. Tusinder blev holdt fanget og hundreder blev myrdet, tortureret og misbrugt seksuelt i lejrene. Værst var forholdene i lejren Omarska, men også i lejrene Keraterm og Trnopolje fandt der generelt henrettelser, tortur og seksuelle overgreb sted. Derudover var udsultning og nedværdigende behandling en del af forholdene i lejrene.
I juli og august 1992 afslørede vestlige journalister serbiske koncentrationslejre, hvor muslimske fanger levede under elendige forhold. Afsløringerne vakte stor forargelse verden over og førte til et øget fokus på krigen i Bosnien. I dag er en række bosniske serbere anklaget eller dømt ved den Internationale Krigsforbryderdomstol for deres forbrydelser i koncentrationslejrene.
| Koncentrationslejre | | | Serbiske styrker oprettede koncentrationslejre i områder de havde indtaget. I alt lokaliserede FN’s særlige ekspertmission i 1993 over 300 lejre drevet af bosniske serbere. I modsætning til nazisternes koncentrationslejre under 2. Verdenskrig havde serbernes lejre ingen gaskamre, og drabene blev begået personligt af lejrenes ansvarlige efter måneder med tortur og elendige forhold. I mange tilfælde blev forbrydelserne begået af ofrenes tidligere bekendte – naboer, venner og tidligere arbejdskolleger. | |
De ”sikre zoner”
I 1993 oprettede FN de såkaldte ”sikre zoner” i de muslimske områder Gorazde, Bihac, Tuzla, Zepa, Srebrenica og hovedstaden Sarajevo som en reaktion på særligt de bosniske serbernes aggressive krigsførelse. FN-soldater blev sendt til områderne for at beskytte civile mod angreb.
De ”sikre zoner” blev hurtigt en torn i øjet på serberne. For det første fordi nogle af områderne lå i det geografiske område, som bosnisk serbiske nationalister ønskede knyttet til Serbien. For det andet fordi bosniske muslimer i nogle af områderne, under dække af de tilstedeværende FN-soldater, førte angreb ud fra de ”sikre zoner” mod omkringliggende serbiske landsbyer.
Fra marts til april 1994 belejrede bosnisk serbiske styrker byen Gorazde. Mange civile mål, såsom hospitaler og private lejligheder, kom under beskydning. Mod slutningen af 1994 blev Bihac belejret. Men de to ”sikre zoner” i området forblev under muslimsk kontrol i modsætning til Srebrenica og Zepa.
Hen mod slutningen af krigen i juli 1995 belejrede og indtog bosnisk serbiske styrker de ”sikre zoner” i Srebrenica og Zepa. De etniske udrensninger, som fulgte i kølvandet på Zepa og Srebrenicas indtagelse, var de mest omfattende massakrer under krigen i Bosnien. Mere end 10.000 bosniske muslimer blev dræbt i forbindelse med indtagelsen af Zepa og Srebrenica. Alene i Srebrenica blev mere end 7.000 bosnisk muslimske mænd og drenge henrettet.
Belejringen af Sarajevo
Den begivenhed, som under krigen i Bosnien fik mest bevågenhed, var belejringen af Sarajevo. De bosnisk serbiske styrker omkransede byen allerede fra krigens udbrud og lukkede for alle forsyninger til hovedstaden. Der var derfor ingen elektricitet eller rent vand, der var mangel på mad, og nødhjælpskonvojerne havde svært ved at komme frem til byen, fordi de bosnisk serbiske styrker nægtede dem adgang. Indbyggerne i Sarajevo var under total belejring i næsten fire år.
De bosnisk serbiske styrker beskød dagligt byen med mortergranater. Snigskytter beskød civile på gaderne i Sarajevo, og både kvinder, børn og gamle var mål. Alle var i farezonen og byen var i undtagelsestilstand. Angriberne skelnede ikke mellem militære og civile mål, og de bosnisk serbiske styrker beskød skolegårde, fodboldbaner, markedspladser og andre civile mål. Særligt tre massakrer på uskyldige civile kom i de internationale mediers søgelys: Massakren på mennesker, der stod i en kø efter brød i maj 1992, massakren på Markala markedspladsen, hvor tolv civile blev dræbt i februar 1995 og endnu en massakre på Markala markedspladsen i august 1995.
Samtidig udsatte bosnisk serbiske styrker Sarajevo for kulturelle ødelæggelser, bl.a. blev Sarajevos nationalbibliotek og det orientalske institut sat i flammer. Stederne var udvalgt til at blive ødelagt og blev, ifølge FN’s særlige ekspertkommission, beskudt og ødelagt bevidst for at ødelægge landets multikulturelle kulturarv, og ikke som en direkte konsekvens af krigshandlingerne.
Folkedrab
Målet med forbrydelserne var at tvinge og skræmme ikke-serbere, særligt de bosniske muslimer, til at flygte og efterlade en etnisk ren serbisk stat. Ifølge anklagere ved den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICTY) er det måden, hvorpå forbrydelserne blev begået, der viser de bosniske serberes intention. De serbiske styrker angreb de bosniske muslimske samfund alene af den grund, at de var muslimske.
I dag står ledende generaler, politikere, ledere af koncentrationslejre og andre gerningsmænd anklaget ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICTY). Metoderne, antallet af dræbte, de bevidste angreb på bosnisk muslimske ledere og ødelæggelsen af byer og religiøse monumenter, anses af anklagemyndigheder ved domstolen som bevis for, at der var tale om folkedrab.
De hovedanklagede ved domstolen omfatter den tidligere serbiske præsident, Slobodan Milosevic, de bosniske serberes politiske leder, Radovan Karadzic, og den tidligere hærchef for de bosnisk serbiske styrker, Ratko Mladic. Milosevic blev anholdt og fængslet i 2001. Retssagen imod ham var dog endnu ikke afsluttet, da han døde i sin celle i Haag den 11. marts 2006. Radovan Karadzic blev anholdt og udleveret til ICTY i juli 2008. Ratko Mladic blev anholdt og sendt til retsforfølgelse i ICTY i maj 2011.
Artiklen er opdateret i juli 2011 |
|
Serbisk mortérangreb på markedsplads i Sarajevo som dræbte 36 mennesker august 1995
Kilder
|
