Etniske udrensninger i Bosnien
Alle parter i krigen i Bosnien ønskede etnisk rene landområder, særligt kroaterne og serberne. Den etniske sammensætning i Bosnien umuliggjorde disse ønsker, med mindre man iværksatte store befolkningsforflytninger af de andre etniske grupper.
Etnisk rene landområder
Ønsket om etnisk rene landområder krævede store befolkningsforflytninger og dermed etniske udrensninger af civilbefolkningen. Alle parter, som var involveret i konflikten, begik alvorlige forbrydelser og brød internationale humanitære love i forsøgene på at skabe etnisk rene landområder. Formålet med de etniske udrensninger var at knække folk for at få dem til at flygte, gøre dem uegnede til fortsat liv i området eller udslette dem. De skulle fjernes, fordi de stod i vejen for en ren serbisk eller kroatisk nation eller en selvstændig bosnisk stat.
Ved en folkeoptælling inden krigens start i 1991 blev Bosniens befolkning opgjort til ca. 4,4 millioner indbyggere. Da krigen sluttede i december 1995, befandt 1,2 millioner sig som flygtninge i nabolandene og i Vesteuropa. 1,3 millioner var fordrevet inden for landets grænser. Når man ser bort fra de mange omkomne, var 60 % - eller seks ud af ti af indbyggerne i Bosnien – blevet fordrevet fra deres hjem ved krigens afslutning. Langt hovedparten af såvel de omkomne som flygtningene var bosniske muslimer.
Der findes ingen nøjagtige tal på, hvor mange bosniere der døde i kamp, og hvor mange der døde som led i de etniske udrensninger. Men utallige vidneforklaringer bekræfter historien om de grusomme og voldsomme forbrydelser mod civilbefolkningen. Forbrydelserne dækker over tvangsforflytninger, drab, voldtægt, tortur, den bevidste destruktion af ejendom og kulturelle og religiøse ødelæggelser. Dog er der betydelig forskel i omfanget af de forskellige parters forbrydelser.
| Etniske udrensninger | | | Selve begrebet etniske udrensninger dækker over tvungen befolkningsforflytning. En forflytning som udelukkende går på etniske kriterier, hvor ordet etnisk referer til en gruppe af mennesker, som deler en bestemt racemæssig, national, religiøs, sproglig eller kulturel baggrund Etniske udrensninger kom først ind i den almene sprogbrug med opløsningen af det tidligere Jugoslavien. Vestlige medier var med til at popularisere begrebet, som er en direkte oversættelse af det serbiske ”etnicko ciscenje”. Ordene menes at have været en del af den Jugoslaviske Forbundshærs (JNA) militære ordbrug, som blev brugt til at beskrive den politik, som gik på at udrense muslimer og kroater fra områder erobret af serbere. | |
Serberne som de værste
De bosniske regeringsstyrker tvangsforflyttede serbiske grupper i bestemte områder, og bosnisk muslimske styrker deltog i etnisk udrensning af kroatiske og serbiske landsbyer, udsatte civile for snigskytteri og drev en frygtelig fangelejr i byen Mostar. Kroatiske styrker begik også mange grusomheder mod bosniske serbere og bosniske muslimer. De iværksatte etniske udrensninger mod serbere i det centrale og nordlige Bosnien, og mod muslimer i området omkring Mostar og Zenica i det centrale og sydlige Bosnien.
Men selvom de bosniske muslimer og kroaterne i Bosnien begik mange frygtelige handlinger under konflikten, blev størstedelen af overgrebene begået af de bosniske serbere hjulpet af militæret og paramilitære enheder fra Serbien. Samtidig hersker der ingen tvivl om, at de bosniske muslimer var de primære ofre – både for serbiske og for kroatiske forbrydelser. De bosniske serberes forbrydelser mod de bosniske muslimer var så omfattende og så systematiske, at der var tale om folkedrab.
Krigens første måneder var uhyre grusomme, og det var her de mest åbenlyse overgreb fandt sted. De metoder serberne, men også de bosniske muslimer og kroater, tog i brug var tvangsforflytninger, ydmygende behandling, drab på civile, tortur, voldtægt og kulturelle ødelæggelser.
Etniske udrensninger
Når et område var faldet eller havde kapituleret, blev paramilitære enheder, som de serbiske ”Arkans Tigre”, sat ind for at udføre det beskidte arbejde. De skulle skabe frygt og terror blandt civilbefolkningen og var ofte nøglefigurerne i gennemførelsen af de etniske udrensninger. Også de bosniske muslimer og kroater benyttede sig af paramilitære enheder som de bosnisk muslimske ”Sorte svaner” og de kroatiske ”HVO”.
Ofte fik lokale tilbud om fri passage ud af et område, hvis de indvilgede i ikke at vende tilbage. Lokale serbiske autoriteter tvang de bosniske muslimer og kroater til at underskrive dokumenter, hvor de frasagde sig retten til deres ejendom, før de forlod deres hjem. Hensigten var at sikre et retsligt grundlag for at undgå, at de flygtede senere krævede deres jord og ejendom tilbage. De blev transporteret ud af området til et omkringliggende sted, hvor deres etniske gruppe udgjorde majoriteten.
Foruden direkte tvang brugte alle parter ydmygelse og terror mod civilbefolkningen som metode til at sprede frygt, svække modstanden og få folk til at flytte. En række vidneudsagn, bl.a. fra den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICTY), fortæller om ydmygelserne. Bosniske muslimer fik for eksempel skåret kors ind i huden på kroppen og blev tvunget til at fornægte deres religion.
Koncentrationslejre
Beviser og vidneudsagn indsamlet af FNs rapporter om menneskerettigheder i det tidligere Jugoslavien, FN’s særlige ekspertkommission for krigsforbrydelser, Helsinki Watch, Læger uden Grænser, Amnesty International og Den Internationale Krigsforbryderdomstol, viser systematiske, udbredte og metodiske forfølgelser. Rapporterne viser, at der i hvert område indtaget af den serbiske hær, blev etableret lejre, hvor det primære formål var at slå ihjel. De mest berygtede og grusomme var Omarskar og Keraterm. Også kroater og bosniske muslimer oprettede lejre i Bosnien, men ikke i samme omfang som de bosniske serbere.
FN’s ekspertkommission, som blev oprettet i 1991 med det formål at afdække forbrydelserne i det tidligere Bosnien, fandt 677 lejre i Bosnien. Ca. halvdelen blev ledet af bosniske serbere, godt og vel 100 blev ledet af bosniske muslimer og omkring 50 af kroatiske styrker. Resten blev ledet af uidentificerede styrker, private parter eller af kroater og muslimer i fællesskab.
| Koncentrationslejre | | | I modsætning til nazisternes koncentrationslejre under 2. Verdenskrig, havde de bosniske serbere, kroater og muslimers lejre ingen gaskamre. Drabene blev begået personligt af lejrenes ansvarlige ofte efter måneder med tortur og elendige forhold. I mange tilfælde blev forbrydelserne begået af ofrenes tidligere bekendte – naboer, venner og arbejdskolleger. | |
Voldtægt
Organiseret voldtægt var en af metoderne til at udrense de etniske grupper, særligt de bosnisk muslimske kvinder var udsat for systematisk voldtægt. Den organiserede voldtægt af muslimske kvinder fandt særligt sted i de dele af Bosnien, som var erobret af de serbiske styrker. Enkelte steder oprettede serbiske styrker voldtægtscentre, hvor kvinderne blev holdt fanget og voldtaget gentagne gange til de viste tegn på graviditet. De blev lukket ud, når det ikke længere var muligt at bryde svangerskabet.
Kulturelle ødelæggelser
En del af de etniske udrensninger bestod i at slette ethvert spor af den etniske gruppes særlige kendetegn. Ødelæggelsen af monumenter, moskeer, kirker og biblioteker var et klart signal til den uønskede del af befolkningen om at forlade området. Ødelæggelserne af de kulturelle og religiøse bygninger havde til formål at sende et signal om, at etniske udrensninger var uundgåelige, samtidig havde de til formål at fjerne ethvert minde om den uønskede del af befolkningens forbindelse til området. Det handlede altså også om at fjerne alt, hvad der havde med disse mennesker identitet og religion at gøre.
|
|
Ødelagt hus i byen Kozarac efter serbiske etniske udrensninger 1992
Kilder
Kilde: ”Skammeligt”
Kilde: “Hvorfor skal kun serberne straffes?”
Kilde: Fredsmægler David Owens syn på situationen i Bosnien
|
