Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Bosnien>Folkedrabet>Krigen i BosnienPrint

Krigen i Bosnien


Opløsningen af det tidligere Jugoslavien

I 1991 gik det tidligere Jugoslavien i opløsning. Nationale stridigheder mellem Serbien og de øvrige republikker førte til, at Slovenien, Makedonien, Kroatien og til sidst Bosnien løsrev sig. Striden handlede blandt andet om politisk magt og økonomi og om de forskellige republikkers status i det tidligere Jugoslavien. Slovenien, Kroatien og Bosnien ønskede større selvstændighed, dvs. mere magt til selv at styre republikkerne. Serbien ønskede derimod et Jugoslavien, hvor Serbien spillede en mere central rolle og beholdt mere magt end de øvrige republikker.

Da slovenerne og kroaterne ikke kom igennem med deres ønske om yderligere magt til de enkelte republikker, erklærede de sig begge for uafhængige stater i juni 1991. Herefter invaderede den jugoslaviske hær (JNA), der primært var serbisk domineret, Slovenien. Slovenien var dog det etnisk mest stabile i området, og det viste sig derfor at være forholdsvis let for Slovenien at løsrive sig. Krigen varede derfor kun 10 dage og endte med Sloveniens selvstændighed. Freden i Slovenien resulterede i, at JNA nu rettede sine tropper mod Kroatien. Den følgende krig i Kroatien varede 10 måneder og kostede op til 20.000 mennesker livet. Mere fredeligt foregik det i Makedonien, der løsrev sig i 1991, uden at det førte til krig.

Læs mere om det tidligere Jugoslaviens sammenbrud.
Tidslinie under krigen: 1992 til 1995.
Kort over Bosnien
Kort over Bosnien

Kilder 

Kilde: Uddrag af interview med Radovan Karadzic i Politika og Vreme i januar 1992

Kilde: Uddrag af DR-TVs udsendelse: "Damirs Historie"

Kilde: Uddrag af "The Killing Days" af Kemal Pervanic
JNA
JNA står for den Jugoslaviske Folkehær. Da de tre republikker Slovenien, Kroatien og Bosnien erklærede deres selvstændighed, havde de ingen egne hære, men kun territoriale forsvar, som kan sammenlignes med det danske hjemmeværn. Alle republikker var repræsenteret i JNA, men forholdsmæssigt var der flest serbere, da de udgjorde størstedelen af Jugoslaviens befolkning. Efter uafhængighedserklæringerne forlod en del af det militære personale JNA og dannede nationale hære i Slovenien, Kroatien og Bosnien. JNA tog side i konflikten og blev brugt på serbernes side.

Republik, uafhængig stat – eller krig?

Med krigen i Kroatien blev Bosnien fanget midt mellem Kroatien og det angribende Serbien. Bosnien var Jugoslaviens mest etnisk sammenblandede republik med 40 % muslimer, 33 % serbere og 18 % kroater, og landets daværende præsident, Alija Izetbegovic, havde nu et skæbnesvangert valg mellem at forblive i det amputerede Jugoslavien, med risiko for serbisk dominans, eller at erklære Bosnien for en uafhængig stat , med risiko for både et serbisk og måske et kroatisk oprør.

En tredje mulighed var helt at opgive en bosnisk statsdannelse og dele landet mellem Serbien og Kroatien. Præsidenterne Franjo Tudjman og Slobodan Milosevic er ofte blevet beskyldt for at have aftalt en sådan deling af Bosnien. Der foreligger ingen klare beviser for en sådan aftale, men under en banket i London i maj 1995 tegnede Kroatiens daværende præsident, Tudjman, på bagsiden af et menukort sit forslag til en deling af Bosnien. Den levnede ikke plads til nogen muslimsk stat.

I praksis var en deling af landet en løsning, som mange ultranationalistiske bosniske serbere og bosniske kroater foretrak. På trods af risikoen for serbisk og kroatisk oprør, valgte Alija Izetbegovic alligevel at udskrive en folkeafstemning om Bosniens uafhængighed.

Uafhængighedserklæringen

I marts 1992 gik Bosniens befolkning til stemmeurnerne for at beslutte, hvorvidt Bosnien skulle være en uafhængig stat. 99 % stemte for bosnisk uafhængighed. Stemmeprocenten var dog kun på 64 % på grund af serbisk boykot af afstemningen. I april 1992 valgte  EU og USA at anerkende Bosniens selvstændighed.

Store dele af serberne i Bosnien boykottede folkeafstemningen og den efterfølgende uafhængighedserklæring. De ønskede at blive i det resterende Jugoslavien, som bestod af Serbien og Montenegro, og ønskede ikke et selvstændigt Bosnien. I kølvandet på uafhængighedserklæringen udråbte de bosnisk serbiske nationalistiske politikere derfor deres egen uafhængige republik: Republika Srpska. De nedsatte ligeledes et hovedkvarter i den serbiskdominerede by Pale. Radovan Karadizic blev præsident i republikken med opbakning fra den serbiske præsident, Slobodan Milosevic. 

Det store bosnisk serbiske mindretal i Bosnien havde allerede i november 1991 givet udtryk for, at de ønskede at forblive i det resterende Jugoslavien. De bosniske serbere ønskede ikke at blive minoritet i en anden stat, men ønskede tilknytning til hovedlandet Serbien og dermed tilknytning til det resterende Jugoslavien.

Krigens første skud

Straks efter valgresultatet om Bosniens uafhængighed i marts 1992 brød der kampe ud i det nordlige og østlige Bosnien. De første angreb fra serbiske styrker fandt sted i starten af april, hvor den serbiske paramilitære enhed ”Arkans Tigre”, under ledelse af Zeljko Raznjatovic (Arkan), angreb byen Bijeljina i det nordøstlige Bosnien. Den første massakre på muslimske indbyggere i byen fulgte i kølvandet på angrebet. Efter erobringen af Bijeljina fortsatte de serbiske styrker til byen Brcko.

Den 5. april 1992 demonstrerede mellem 50.000 og 100.000 i Bosniens hovedstad Sarajevo mod udviklingen i Bosnien. Alle nationaliteter i byen var repræsenterede i demonstrationen for fred. Det stoppede dog ikke de serbiske styrker, der beskød menneskemængden og dræbte en ung studerende. Dette angreb blev reelt startskuddet til krigen, og den 6. april var den serbiske belejring af Sarajevo en realitet. I dagene efter indtog serbiske styrker de muslimske byer Zvornik, Visegrad og Foca. I midten af april var hele Bosnien i krig.

Krigens kompleksitet

Krigen i Bosnien var meget kompleks af flere årsager. For det første var krigen ikke blot mellem to parter, men en trefrontskrig mellem de bosniske muslimer, de bosniske serbere og de bosniske kroater. Heraf blev de to sidste parter støttet af tropper og våben fra henholdsvis Serbien og Kroatien. Samtidig opererede adskillige andre regerings-, paramilitære- og internationale enheder i Bosnien. 

For det andet skiftede krigen gennem tiden karakter fra at være en angrebskrig til at være en borgerkrig mellem de forskellige grupper i landet. Ligeledes fandt der undervejs i krigen forskellige skiftende alliancer sted mellem de tre grupper.

I krigens første måneder var der primært tale om deciderede angreb fra Serbien med støtte fra de bosniske serbere. I denne periode indgik de bosniske muslimer og bosniske kroater i en fælles alliance. Denne alliance brød dog sammen allerede i efteråret 1992. Det medførte, at de bosniske kroater og muslimer i de følgende to år udkæmpede en krig, som var lige så uforsonlig som den, der udkæmpedes mod serberne.

Mindst elleve bevæbnede grupper var inddraget i krigen i Bosnien. Blandt dem var JNA og paramilitære enheder fra Serbien, som begge støttede de bosniske serbere, kroatiske styrker, som støttede de bosnisk kroatiske enheder i Bosnien, og to bosnisk muslimske styrker, hvoraf den ene var styret af den bosniske regering, og den anden ledet af Fikret Abdic. Ligeledes deltog udenlandske lejesoldater, herunder forskellige islamiske grupperinger. Endelig var også FN-soldater og NATOs krigsfly involverede i krigen.

Hvad kæmpede de om?

Ultra-nationalistiske visioner om henholdsvis et Storserbien og et Storkroatien var centrale motiver i krigen. Ekstremistiske serbere såvel som bosniske serbere kæmpede for en ren serbisk stat i Bosnien, der skulle være allieret med eller knyttes til det egentlige Serbien. Ligeledes kæmpede ekstremistiske kroater samt bosniske kroater, som krigen skred frem, for rene kroatiske områder samt tilknytning til Kroatien. Specielt ønskede man fra kroatisk side rene områder i det centrale og sydvestlige Bosnien, hvor de bosniske kroater i forvejen var i flertal. På den anden side kæmpede de bosniske muslimer for en selvstændig bosnisk stat. Til at starte med kæmpede de for en stat, hvori der skulle være plads til alle – både serbere, kroater og muslimer. Men som krigen skred frem kæmpede de snarere for ikke at blive opslugt i enten en kroatisk eller en serbisk del og dermed for at bevare selvstændige muslimske områder.
Den etniske sammensætning i Bosnien umuliggjorde imidlertid de serbiske og kroatiske visioner, medmindre man iværksatte store forflytninger eller fordrivelser af de andre etniske grupper. I de områder, hvor serberne udgjorde majoriteten, boede der også bosniske muslimer og kroater - og omvendt. Etniske udrensninger – gennem bl.a. tvangsfordrivelser og drab – blev derfor undervejs en del af krigsførelsen og krigens egentlige formål.


Sidst opdateret december 2011


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk