 |
|
|
|
Nyhedsbrev december 2006
Indhold
- Tilbud om deltagelse i en studietur til Theresienstadt
- Få et smugkig på den nye undervisningsbog “Efter folkedrab”
- Filmseminar Auschwitz-dag 2007
- Indbydelse til filmseminar i Malmø
- Se udstillingen ”Deadly Medicin – Creating the Master Race”
- Afmeld nyhedsbrev Tilbud om deltagelse i en studietur til Theresienstadt
Studietur til Theresienstadt I Store Bededagsferien den 2. maj til den 5. maj 2007 arrangerer Otto Rühl, Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier, og Silvia G. T. Fracapane en studietur til Theresienstadt. Turen er et tilbud til fortrinsvist lærere og andre, der beskæftiger sig med formidling af Holocaust og folkedrab. På turen vil en eller flere af de danske jøder, der fra 1943-45 oplevede de nazistiske forfølgelser på deres egen krop, deltage. Tilmeldingsfristen er mandag den 8. januar 2007. Læs mere om studieturen og tilmelding: http://diis.dk/sw30329.asp
Få et smugkig på den nye undervisningsbog “Efter folkedrab”
Det er nu muligt at læse udvalgte tekster fra Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudiers nye undervisningsbog ”Efter Folkedrab”. Bogen udkommer i januar 2007 i forbindelse med Auschwitz-dagen, men afsnittet ”Om bogen” samt det introducerende kapitel ”Efter folkedrab” er nu tilgængelige på www.folkedrab.dk. Bogen er en tværfaglig undervisningsbog, der er målrettet den nye struktur på de gymnasiale uddannelser. Læs mere om bogen og download de offentliggjorte kapitler: www.folkedrab.dk/undervisning/undervisningsideer/
Filmseminar Auschwitz-dag 2007
I forbindelse med Auschwitz-dag 2007 afholder FILM-X BIO og Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier den 30. januar et særarrangement for ungdomsuddannelserne og de ældste klasser i folkeskolen. Vi viser den ungarske film ”De Skæbneløse”, og der vil være oplæg og diskussion ved Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier. Filmen er baseret på en roman af nobelpristageren Imre Kertész og er en skildring af nazisternes kz-lejre set gennem øjnene på 14-årige ungarske Gyuri. Læs mere om arrangementet og tilmelding: http://www.dfi.dk/filmx/FILMX.htm
Indbydelse til filmseminar i Malmø
I forbindelse med Auschwitz-dagen 2007 arrangerer Malmø kommune den 25. januar et filmseminar for svenske og danske elever på ungdomsuddannelserne. Filmseminaret tager udgangspunkt i årets Auschwitz-dags tema – ”Før folkedrab – hvordan kan det ske?”. Der er mulighed for at vælge mellem to forskellige film med efterfølgende oplæg. Der vil bl.a. være mulighed for at høre en overlevende fra de nazistiske forfølgelser tale om sine oplevelser samt deltage i en workshop om stereotyper, og hvordan man bryder med dem. Læs mere om filmseminaret i Malmø: www.folkedrab.dk/nyheder/malmoe2007/
Se udstillingen ”Deadly Medicine – Creating the Master Race”
United States Holocaust Memorial Museum præsenterer for første gang en af deres udstillinger i Europa. Frem til den 24. juni vil det være muligt at se udstillingen ”Deadly Medicine – Creating the Master Race” i Dresden. Udstillingen skildrer den nazistiske racehygiejne, og hvordan nazisterne brugte den til at legitimere massesterilisering af ”genetisk syge” personer og folkedrabet på de europæiske jøder. På museets webside kan man læse mere om udstillingen, downloade undervisningsmateriale på engelsk og tysk samt se udstillingens online del. Læs mere om udstillingen på www.ushmm.org/museum/exhibit/online/deadlymedicine/
Afmeld nyhedsbrev
Hvis du ikke ønsker at modtage Afdelingens nyhedsbrev, er du velkommen til at skrive til Tine Brøndum på tbe@diis.dk
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|