Forside
 
 
Søg

Forside>Cases>Darfur>FolkedrabetPrint

Konflikten i Darfur – Hvad sker der?

 

Den igangværende konflikt i Darfur begyndte i 2003. De første par år var konflikten kendetegnet ved Janjaweed og de sudanske regeringsstyrkers intense angreb på den afrikanske civilbefolkning. Sidenhen er antallet af angreb faldet for igen at intensiveres i perioder. Efter de første par år ændrede konflikten sig, og situationen i dag er kaotisk, pga. nye fraktioner og alliancer. Resultatet er, at det bliver sværere og sværere at samle de splittede parter omkring forhandlingsbordet.   
 
Forud for den nuværende konflikt har der i mange år været konflikter på lavt blus i Darfur. I 2003 brød uoverensstemmelserne ud i lys lue, da darfurianske oprørsgrupper angreb en lufthavn i byen El Fasher, og den sudanske regering efterfølgende begyndte at bekæmpe oprørerne militært.

Oprørsgruppernes krav


Oprørsgrupperne, som hovedsageligt består af ikke-arabiske darfurianere, følte sig marginaliserede af regeringen i Khartoum og mente, at regeringen favoriserede folk med arabisk baggrund. Den arabiske del af befolkningen dominerede politisk og økonomisk i Sudan, selvom de ikke udgør majoriteten. Det etniske aspekt er dog blot en ud af mange grunde til, at konflikten opstod.
 

Regeringens reaktioner


I begyndelsen tog den sudanske regering ikke oprørsgrupperne og deres krav alvorligt og slog det hen som stammeopgør. Efter angrebet på lufthavnen i El Fasher antog regeringen imidlertid en offensiv strategi, erklærede Darfur i undtagelsestilstand og begyndte at bekæmpe oprørerne. Grunden til regeringens meget hårde tilgang til oprørerne kan findes i frygten for, at endnu en region – ligesom det sydlige Sudan – vil kræve autonomi.

Regeringen samarbejder med de arabiske militser ‘Janjaweed’, som har angrebet utallige landsbyer i Darfur. Regeringen har afvist, at der skulle eksistere nogen alliance og har erklæret, at militserne er lovløse banditter. Regeringen har desuden anslået dødstallet for konflikten i Darfur til omkring 9.000, selvom FN sætter antallet af ofre til at være på mindst 300.000 mennesker.

Civilbefolkningen – de store tabere


Konflikten i Darfur er gået særlig hårdt ud over civilbefolkningen. Med begrundelsen om støtte til oprørere er landsbyer blevet angrebet af regeringshæren og Janjaweed-militserne. Samtidig har oprørsgrupperne også ramt civile, om end langt fra i samme skala som Janjaweed-militserne og regeringshæren. Flere millioner er på flugt, og der er ikke nødvendigvis tryghed at finde i de lejre, som er blevet oprettet af hjælpeorganisationer. Voldtægter og overfald, underernæring og sygdomme hører til dagligdagen for de internt fordrevne i Darfur. 

Kompliceret konflikt

 
Darfurkrisen er en kompleks konflikt, som kan være svær at få overblik over. Både fordi konflikten har mange årsager og fordi mange interesser og aktører er indblandede – både sudanske og udenlandske. Oven i købet er konfliktens forskellige parter hen ad vejen blevet splittede indadtil, så det er en kompliceret sag at finde ud af, hvem der egentlig er imod hvem, og hvad de forskellige grupperinger kæmper for, eller hvem de kæmper imod.
Rydning af lejr for internt fordrevne i Darfur
Rydning af lejr for internt fordrevne i Darfur.


Hvad er Janjaweed-militsen?

’Janjaweed’ er betegnelsen for militser med arabisk baggrund og kan oversættes til ”Mænd på hesteryg med maskingeværer”. Internationale undersøgelser har dokumenteret, at der er foregået et samarbejde mellem den sudanske regering, regeringstropperne og ’Janjaweed’-militserne. Til gengæld for deres kamp har regeringen givet Janjaweed-militserne penge, våben og lov til at plyndre og tage land uden begrænsning.


Dansk Institut for Internationale Studier – Holocaust og folkedrab
Strandgade 561401 København Ktel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk