Kilde: Nazistiske krigsfanger: Optagede samtaler

EKSEMPEL 1

Samtale fra april 1940 imellem Løjtnant Pohl, Luftwaffe pilot og Løjtnant Meyer, en rekognosceringsflyver. Man formoder, de taler om begivenheder fra september 1939, dvs. umiddelbart efter krigens udbrud.

POHL: Den anden dag i Polen-krigen skulle jeg kaste bomber mod en banegård i Posen. Otte af de 16 bomber faldt ned over byen, midt ind imellem husene. Det gav mig ikke ligefrem nogen glæde. Den tredje dag var jeg ligeglad, men den fjerde dag havde jeg faktisk lyst til det. Det var vores særlige fornøjelse inden morgenmaden, når vi med maskingeværer drev nogle soldater ud på markerne og plaffede dem ned.

MEYER: Men altid soldater…?

POHL: Også andre folk. Vi angreb kolonnerne nede på vejene. Jeg var også med i sektionen. Den første maskine skød ned mod vejen, de næste to mod grøfterne, der var nemlig altid grøfter i det område. Flyet svajer, de andre følger efter, så et sving til venstre, gang i maskingeværerne og så videre. Vi kunne se heste blive slynget omkring.

MEYER: Fy for fa’en. Altså det med hestene … aijj!

POHL: Ja, det var synd for hestene, menneskene havde jeg ikke ondt af. Men hestene, dem blev jeg ved med at have ondt af.

Pohl fortæller efterfølgende om en aktion, hvor han selv blev skudt ned og hvor han fortæller, at han havde et stort behov for at skyde en masse mennesker, inden hans fly ramte jorden.

MEYER: Man bliver jo frygtelig forrået af den slag aktioner.

POHL: Jeg sagde jo, at den første dag virkede frygteligt på mig. Da sagde jeg: Noget værre lort, men en befaling er en befaling. Den anden og tredje dag sagde jeg: Det er jo skide lige meget, og den fjerde dag oplevede jeg faktisk glæde ved det. Men som sagt, hestene, de skreg. Jeg kunne dårligt nok høre flyet, så højt skreg de. Og et sted lå der sådan en hest med bagbenene revet af.

Uddrag fra Neitzel, Sönke, and Harald Welzer. 2013. "Soldater - om krig, drab og død". København: Kristeligt Dagblads Forlag, s. 18-21.

EKSEMPEL 2

Samtale imellem generalløjtnant Heinrich Kittel og feltkommandant Hans Felbert 28. december 1944.

FELBERT: Har De nogensinde været de steder, hvor jøderne bliver fjernet?

KITTEL: Ja.

FELBERT: Blev det gennemført helt systematisk?

KITTEL: Ja.

FELBERT: Kvinder, børn, alle?

KITTEL: Alle, forfærdeligt.

FELBERT: Blev de stuvet inde i togvogne?

KITTEL: Ja, hvis de bare blev stuvet ind. Jeg har oplevet ting og sager!

Kittel fortæller om en massenedskydning af 14.000 jøder, der foregik fra juli til november 1941 i Daugavpils. Her tjente Kittel som oberst, og det er ikke muligt at afklare præcis, hvilken rolle han havde i begivenhederne, men det er usandsynligt, at han kun var en passiv tilskuer, således som han selv fremstiller det.

Senere i samtalen spørger en anden person, Schaefer, om Kittel har set mennesker, lige før de skulle henrettes.

KITTEL: Åh, det var frygteligt. Jeg har nogle gange set transporterne, men jeg anede ikke, at det var folk, som skulle henrettes.

SCHAEFFER: Anede de, hvad der ventede dem?

KITTEL: Jo, men de var helt apatiske. Jeg har ikke selv sarte nerver, men det her fik det til at vende sig i mig. Jeg sagde altid: ”Så er man ikke menneske længere, det her hører ikke med til at føre krig.” Engang havde jeg chefkemikeren for organisk kemi fra IG Farben [Kemi-koncern, der bl.a. udviklede giftgassen Zyklon B, som blev brugt til at gasse jøder med] som min adjudant, han blev nemlig indkaldt og sendt herud, fordi de ikke havde noget bedre at bruge ham til. Nu er han tilbage igen, men han kom også derud ved et tilfælde. Bagefter kunne han ikke bruges i flere uger. Han sad hele tiden i et hjørne og tudede. Han sagde: ”Hvis man forestiller sig, at det foregår på den måde over det hele!” Han var en dygtig kemiker og desuden musiker, han havde meget sarte nerver.

Felbert, som tilsyneladende ikke har hørt om udryddelserne før, bliver meget ophidset og råber, at han nu godt kan forstå, hvorfor verden hader tyskerne, og at de ansvarlige for svineriet skal anklages. Hvortil Kittel svarer:

KITTEL: Hvis man havde dræbt alle jøder i verden samtidigt, så ville der ikke være dukket flere anklagere op.

Mændene fortsætter med at diskutere og taler om andre antijødiske initiativer, der gik forud for udryddelsen, men så begynder Felbert igen at spørge til detaljer i udryddelsesprocessen:

FELBERT: Hvad skete der med de unge, smukke piger? Blev de sat sammen til et harem? […] Når man tager livet af folk, fordi man har brug for deres tæpper og møbler, så kan jeg sagens forestille mig, at der er en smuk datter, der ser arisk ud, og så tager man hende jo til side og bruger hende som serveringsdame.