"Triumviratet" – mændene bag det armenske folkedrab

1. Verdenskrig og folkedrabet på armenierne

Da 1. Verdenskrig brød ud i august 1914 blev det af ungtyrkerne set som en chance for at erobre land fra Rusland. Og da de områder i Tyrkiet, der stødte op til den russiske grænse (det oprindelige Armenien) i høj grad var beboet af armeniere, som man mistænkte for at ville støtte den russiske hær blev det besluttet at ”skaffe sig af med” armenierne gennem deportationer og massakrer. Op mod 1.5 millioner armenske mænd, kvinder og børn blev skudt, voldtaget, hugget ned, sultet ihjel, fordrevet, bortført eller tvangsislamiserede, på trods af at de med få undtagelser var fredelige, forsvarsløse osmanniske borgere. De øverste ansvarlige for Osmannerriget under 1. Verdenskrig, og dermed for folkedrabet, var det såkaldte ”triumvirat” (”tremandsregering”), der bestod af diktatorerne Mehmet Talaat Pasha, Ismail Enver Pasha, og Ahmed Djemal Pasha, der tilsammen kontrollerede politi, hær og flåde. 

Mehmet Talaat Pasha

Talaat (1874-1921) blev født i Edirne i den europæiske del af Osmannerriget og var ligesom Enver og Djemal fra et relativt lavt samfundslag. Oprindeligt var han under uddannelse som officer, men endte med at arbejde i postvæsenet, samtidig med han gjorde karriere indenfor det ungtyrkiske parti, hvor han endte som partileder. Fra sin position som ungtyrkernes leder gav Talaat allerede i 1910 ved et hemmeligt møde udtryk for, at det ikke ville være muligt at bevare Osmannerriget som et multietnisk samfund, og at den eneste løsning på ”problemet” med fx armenierne ville være at gøre dem tyrkiske med tvang. Officielt var det dog indtil 1. Verdenskrig stadig ungtyrkisk politik at arbejde for ligestilling for Osmannerrigets minoriteter.

Folkedrabets arkitekt

Efter de radikale ungtyrkeres kup i 1913 blev Talaat ikke bare indenrigsminister (med kontrol over politi og sikkerhedsvæsen), men også leder af triumviratet og dermed øverste leder af Osmannerriget, hvilket blev slået fast, da han i 1917 blev udnævnt til storvesir, dvs. premierminister. Talaat sørgede under 1. Verdenskrig fra sin post i Istanbul for at lede og koordinere de forskellige grene af det ungtyrkiske parti og den osmanniske regering, der stod for at deportere armenierne, konfiskere deres huse, jord og værdier samt dræbe dem. Det udtrykte han direkte til den tyske diplomat Mordtmann i juni 1915 med følgende ord: ”Hvad det drejer sig om, er likvideringen af armenierne.” 

Flugt og død

Efter Osmannerrigets nederlag i 1. Verdenskrig i oktober 1918 flygtede Talaat med Enver, Djemal og andre højtstående ungtyrkere med tysk hjælp til Tyskland. I Tyskland indrømmede Talaat igen, at armenierne var blevet systematisk forfulgt under hans ledelse, men fortrød intet: ”Jeg er af den overbevisning, at så længe en nation gør sit bedste for sine egne interesser, og lykkes, så vil verden beundre nationen og mene, at den har handlet moralsk rigtigt.” 

På en måde fik Talaat ret: ”verden”, det vil f. eks. sige stormagter som USA, England og Frankrig, glemte hurtigt armenierne og begyndte op gennem 1920erne at beundre den tyrkiske grundlægger Mustafa Kemal Atatürks nye, moderne Tyrkiet. Dermed ignorerede man, at den tyrkiske nation netop var tyrkisk, fordi den byggede på udryddelsen og fordrivelsen af ikke-tyrkiske folk som armenierne. Talaat blev som del af den armenske hævnkampagne ”Operation Nemesis” skudt i Berlin i 1921 af armenieren Soghomon Tehlirian som gengæld for mordet på hans familie og hans folk. Tehlirian blev stillet for en tysk domstol, men blev frikendt, da retten mente, at hans handling var forståelig på baggrund af Talaats forbrydelser og derfor ikke burde straffes.

Læs mere om operation Nemesis

Ismail Enver Pasha

Enver (1881-1922) blev født i Istanbul (Konstantinopel), var karriereofficer og militærattache fra 1909-11 ved den osmanniske ambassade i Berlin. Her fik han tætte kontakter til den tyske hær og den tyske kejser og blev en stor beundrer af den strenge tyske militærkultur. Som han skrev til sin søster Hasene Hanim fra Berlin: ”I går overværede jeg en af de tyske armékorps’ parader med 33.000 marcherende soldater. Det er så fremragende at munden løber i vand.” I 1911 stod han sammen med den senere tyrkiske leder Atatürk (Mustafa Kemal) i spidsen for de osmanniske styrker, der forsøgte at bekæmpe den italienske erobring af Libyen (dengang en del af Osmannerriget). Allerede som 33-årig var Enver en populær krigshelt, krigsminister, militær leder og en af landets tre mest magtfulde mænd.

Armenierne som syndebukke

Enver stod i årene op til 1. Verdenskrig for opbygningen af den osmanniske hær, hvilket foregik med uundværlig økonomisk og militær støtte fra Tyskland. Han stod bag den militære alliance med Tyskland under 1. Verdenskrig, og han var manden bag det mislykkede angreb på Rusland i vinteren 1914. Her mistede den osmanniske hær på kort tid 80.000 ud af 90.000 mand, og selvom nederlaget først og fremmest skyldtes Envers og den tyrkiske hærs inkompetence, så lykkedes det ungtyrkerne at skyde skylden på armenierne. Under Envers kommando udførte den osmanniske hær i 1915 og 1917 adskillige massakrer på armeniere i både Tyrkiet og Rusland og var på den måde en væsentlig faktor i udførelsen af folkedrabet, men han stod også for etableringen af den ”Særlige Organisation” (SO), en hemmelig enhed bestående af løsladte straffefanger og kurdiske stammefolk, i alt ca. 30.000 mand.

Skudt af den Røde Hær

I samarbejde med hæren terroriserede og fordrev SO allerede fra foråret 1914 den græske befolkning i det vestlige Tyrkiet. Fra efteråret 1914 blev SO systematisk benyttet i Anatolien til at angribe konvojer med deporterede armeniere for at plyndre og myrde - en fremgangsmåde der i løbet af 1915 bredte sig til hele Tyrkiet. Om SO blev der ved den tyrkiske krigsret i 1919 sagt, at det var ungtyrkernes væsentligste redskab til ”mord, ildspåsættelse, opsprætning, voldtægt, og alle former for tortur.” I 1922 blev Enver dræbt af sovjetiske styrker i Turkestan (det nuværende Turkmenistan/Uzbekistan), hvor han til det sidste kæmpede for at forene Asiens tyrkiske og islamiske folk.

Ahmed Djemal Pasha

Djemal (1872-1922) blev født i Istanbul (Konstantinopel), var militæruddannet, og arbejdede som jernbaneinspektør på Balkan, hvor han som Talaat brugte sin position til at udføre illegalt arbejde som kurer for det ungtyrkiske parti. Efter ungtyrkernes magtovertagelse i 1908 blev han medlem af partiets centralkomite. Djemal var kendt og berygtet som en brutal mand; bl.a. ledede han som Istanbuls militærguvernør nedkæmpelsen af opstande i 1909 og 1910, og han spillede en væsentlig rolle i den blodige undertrykkelse af den interne tyrkiske opposition 1912-13. Under 1. Verdenskrig var han flådeminister og kontrollerede indtil 1917 den sydlige, arabiske del af Osmannerriget fra sit hovedkvarter i Damaskus i Syrien. Herfra var Djemal ansvarlig for krigsførelsen mod den engelske hær i Ægypten, for undertrykkelsen af den arabiske befolkning og for de mange koncentrationslejre, dødslejre og massakrer i den syriske og irakiske ørken.

Kaos og retsopgør

Som de fleste andre ledende ungtyrkere flygtede Djemal efter krigen fra Tyrkiet, mens ungtyrkere i lavere positioner enten gik under jorden eller begyndte at arbejde for det nye styre. Efter europæisk pres blev der i 1919 oprettet krigsretter i Istanbul og andre steder i Tyrkiet for at dømme de skyldige for folkedrabet på armenierne: Triumviratet, andre ledende figurer i regeringen, højtstående militærpersoner, medlemmer af ungtyrkernes centralkomite og adskillige lokale politiske ledere. Men fra starten havde retten mange problemer: krigen havde skabt kaos og fattigdom, store dele af befolkningen så et retsopgør som en anklage af hele nationen, og mange ungtyrkere og tidligere SO-medlemmer, der stadig var ansat i f. eks. politi og retsvæsen, modarbejdede aktivt domstolen.

Dødsdømt i eksil

Krigsretten blev en fiasko på den måde, at der på trods af overvældende beviser kun var vilje til at dømme få anklagede. Men Talaat, Enver og Djemal blev, selvom de var flygtede, dømt til døden for forbrydelser mod menneskeheden, og retten indsamlede store mængder materiale, der beviste, at de planlagde og udførte udryddelsen af armenierne i Tyrkiet. Retten i Istanbul slog også fast, at udryddelsen ikke kunne forsvares med ”militær nødvendighed” eller ”armenske provokationer”, på trods af hvad de anklagede hævdede. Djemal blev dræbt i Tblisi, Georgien, i 1922 af to armenske drabsmænd, der tilhørte ”Operation Nemesis”, den samme organisation der havde dræbt Talaat i Berlin året før. Som Enver var Djemal til det sidste optaget af kampen for den tyrkiske og islamiske sag i Asien, bl.a. trænede han muslimske krigere i Afghanistan.

Af Matthias Bjørnlund, historiker.