Ligabørnene – 320 jødiske børn reddet fra nazisternes forfølgelser af danske kvinder

I 1939 lykkedes det danske kvindeorganisationer at presse den danske regering til at lade jødiske børn komme i sikkerhed i Danmark. De skulle opholde sig kort i Danmark og derefter videre til Palæstina. Men krigens gang satte en stopper for planerne, og 184 børn strandede i Danmark under besættelsen. Under tyskernes jødeaktion i oktober 1943 måtte de igen flygte. To døde under flugten, og 43 blev fanget og sendt til kz-lejren Theresienstadt.

Jødiske flygtningebørn, bragt til Danmark på foranledning af "Kvindernes Liga for Fred og Frihed“.

Det var Krystalnatten, der for alvor åbnede omverdenens øjne for nazisternes brutale forfølgelser af jøderne. Sympatien og medfølelsen samlede sig uvilkårligt om de jødiske børn, som var afskåret fra skolegang, uddannelse og omgang med ikke-jødiske børn. I mange europæiske lande blev der derfor taget skridt til at hjælpe de nødstedte børn til en fremtid uden for Det Tredje Rige. I perioden fra november 1938 og frem til krigens start i september 1939 tog England imod 10.000 børn, og andre demokratiske lande fulgte trop – om end i mindre målestok. Det menes, at mellem 18.-20.000 børn under 16 år undslap jødeforfølgelserne i tiden fra Krystalnatten og frem til krigsudbruddet. Heraf nåede 6.175 til Palæstina ved hjælp af den zionistiske bevægelse, Jugend Alijah. 

Hvorfor "ligabørn"?

Det var Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, der påtog sig ansvaret for børnene, deraf navnet ”Ligabørnene”.

Hør P1's radio-dokumentar "Jødiske børn overlevede hos danske bondefamilier", hvor to af de tidligere ligabørn fortæller deres historie.

Kvindernes redningsaktion

Det var Danske Kvinders Nationalråd og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, der sammen med Jødisk Kvindeforening fostrede idéen om at bringe jødiske børn til Danmark. Kort efter Krystalnatten gik en sand belejring af Justitsministeriet i gang. Den første ansøgning lød på opholdstilladelse til 1.000 børn. Det var et stort projekt, kvinderne her satte i gang. Ikke alene skulle de overtale regeringen, som på det tidspunkt havde lukket grænsen for jødiske flygtninge og ikke var indstillet på at gøre undtagelser. De skulle også skaffe de nødvendige penge, der kunne sikre børnene blivende ophold i Palæstina, og endelig skulle der findes egnede hjem, der ville huse børnene, indtil de kunne rejse videre.

Et andet liv

”Vore liv var blevet et fuldstændigt andet. Forretningen var væk, vores fødeby var væk, og kontakten med ikke-jøder var så godt som væk. Den selskabelighed, som jøder førte, foregik ”inden for murene” og udelukkende dér … Livet var blevet til dag-til-dag oplevelse. Og en konstant angst. Angst, angst, angst. Jeg husker den dag i dag, at der altid blev tysset i vores lejlighed. Jeg ved ikke, hvor mange gange om dagen der blev sagt ”shyy” – der kunne jo være nogen, der lyttede. Det gjaldt om at krybe i skjul, for man var i uvenlige omgivelser, der blev mere og mere fjendtlige.”

Tidligere ligabarn, Gert Lilienfeldt, som med sin familie måtte flytte fra en mindre by til det mere anonyme Düsseldorf

Ansøgningen afslås

Myndighedernes holdning var negativ. Der var ”farlige konsekvenser” forbundet med at give midlertidigt ophold til børn. De ville knytte sig til plejefamilierne, og det kunne gøre det vanskeligt at få dem ud af landet igen. Desuden kunne man risikere, at forældrene forsøgte at følge efter. Indstillingen til regeringen lød derfor, at ansøgningen skulle afslås. Resultatet blev da også et nej. Hvis Danmark skulle modtage jødiske børn, kunne der kun blive tale om et mindre antal, som på forhånd havde fået blivende opholdstilladelse i et andet land, så man var sikker på at slippe af med dem.

På flugt

”I 1938 blev min familie tvunget ud af vores bolig. Ved udsætningen blev en del af vores ejendele ødelagt. Vi gemte os herefter på forskellige adresser. Så fulgte Krystalnatten, og umiddelbart herefter blev vi opsøgt af uniformerede nazister med besked om, at vi skulle melde os på en banegård i Wien. Min far besluttede, at det skulle vi ikke, og sammen med mig og min søster strejfede han rundt på jagt efter en løsning. Jeg husker en nat, vi tilbragte på bunden af en telefonboks, mens min far ledte efter en flugtmulighed.Den sidste mulighed var Shanghai. Hertil rejste min far, og vi skulle så følge efter. Vi to piger kom på børnehjem, mens min mor blev skjult hos sin søster, der var gift med en ikke-jødisk mand."

Tidligere ligabarn, Renee Grünfeld fra Wien

Fortroppen – 25 statsløse børn 

Fra jødiske organisationer i England modtog kvinderne garanti for, at børnene efter opholdet i Danmark ville kunne emigrere til Palæstina. Der blev derfor indgivet en ny ansøgning, som omfattede 25 polske og statsløse børn, hvis familier var udvist af Tyskland og søgt deporteret til Polen. Regeringen gav sin tilladelse, og i sommeren 1939 kom børnene til Danmark. Efter et ophold på en feriekoloni blev de anbragt hos plejefamilier i københavnsområdet. I marts 1940 blev de på foranledning af den dansk-jødiske ledelse sendt på landet, idet man frygtede, at deres tilstedeværelse i hovedstaden ville sætte fokus på de danske jøder og give anledning til antisemitisme.

Kampen for børnene fortsætter

Kvinderne havde dog ikke opgivet at bringe flere børn til landet. I løbet af foråret 1939 fik de skabt interesse for sagen i offentligheden. En landsindsamling blev iværksat, og flere dagblade startede kampagner for at hjælpe børn til Palæstina. Repræsentanter for Jugend Alijah-bevægelsen holdt foredrag om børnenes triste skæbne i Nazi-tyskland, og forskellige kulturpersonligheder appellerede til befolkningen. 

I april 1939 havde 182 hjem meldt sig, og igen afgik en ansøgning til Justitsministeriet. Der var nu skabt sikkerhed for, at børnene efter et kortere ophold ville blive i stand til at rejse til Palæstina. Børnene var i alderen 13-16 år, og alle var fysisk og psykisk sunde. I løbet af den følgende måned viste endnu flere familier interesse. Det fik kvindeorganisationerne til at sende endnu en ansøgning. Denne gang omfattende 500 børn i lighed med, hvad Sverige havde modtaget. Ville Danmark stå til tilbage fra den hjælpeaktion, som andre demokratiske lande deltog i? 

Ikke 1.000 eller 500, men 300 børn

Justitsministeriet trak behandlingen i langdrag, og der måtte flere rykkere til. Kvinderne opfordrede de kommende plejeforældre til at skrive direkte til Justitsministeriet og presse på for en afgørelse. Krigen truede lige om hjørnet, så sagen hastede, hvis børnene skulle reddes. 

I slutningen af juli 1939 kom så endelig regeringens tilladelse, ikke til 1.000 eller 500, men til 300 børn i grupper på max 50. Betingelsen var en skriftlig garanti for, at børnene ville forlade Danmark, inden de fyldte 17 år, at de blev anbragt enkeltvis på landet, og at de ikke ville falde samfundet til byrde eller tage lønnet arbejde. Den 3. september – samme dag, som krigen brød ud – kunne de første børn krydse grænsen til Danmark. I tiden frem til den 9. april 1940 ankom 295 børn drypvis fra Berlin, Wien og Prag. De sidste fem skulle komme den 11., men det forhindrede besættelsen. I alt nåede 320 jødiske børn i sikkerhed i Danmark.  

Undervisning i Danmark

Børnene blev anbragt, så de gruppevis kunne undervises i zionismens historie og hebraisk nogle gange om ugen af en såkaldt vandrelærer. Det var de unge jødiske landvæsenselever, som kom til at forestå undervisningen. De havde, ligesom børnene, en midlertidig opholdstilladelse, indtil de kunne rejse til Palæstina. Undervisningen var en kærkommen afveksling for børnene. Her kunne man mødes med kammeraterne, tale sit eget sprog, udveksle nyt hjemmefra og dele såvel positive som negative oplevelser i plejehjemmene. Kammeraterne betød alt. Man delte skæbne og vilkår, og de erstattede den familie, man havde forladt.

I fremmed land

Det var en barsk omvæltning at komme fra en storby og blive omplantet til en tilværelse på landet. Der var også store sprogvanskeligheder og kulturforskelle. Og børnene var naturligvis plaget af hjemve og bekymringer for familien derhjemme. Der var mange gode plejefamilier, som gjorde en kæmpe indsats for at få dem til at føle sig godt tilpas. Men det var langtfra alle, der handlede af menneskekærlighed. En del havde ladet sig friste ved tanken om gratis arbejdskraft. Meningen var da også, at børnene skulle deltage i arbejdet i landbrug og husholdning, så de var rustet til det hårde liv som pionerer i Palæstinas ørkensand. Men hvornår var der tale om beskæftigelse, og hvornår var der tale om udnyttelse? Den grænse var hårfin, men beskeden lød, at de måtte indordne sig under forholdene og i øvrigt vise taknemlighed over, at de var blevet reddet.

En kolossal forandring

”Opholdet på gården blev en kolossal omvæltning fra min hidtidige tilværelse. Jeg havde aldrig bestilt andet end at gå i skole, pludselig skulle jeg være ”pige” på en gård, med alt hvad det indebar. Den første tid var rædselsfuld, man forstod ikke et ord af, hvad der blev sagt, man havde aldrig spist den slags mad før, man havde aldrig set en ko andet end på billeder, man længtes hjem, så man var ved at gå i stykker af det …men efterhånden lærte man dansk, lærte at arbejde, vænnede sig til at være her. Blev på en måde en del af den lille landsby."
 
Tidligere ligabarn, Ursula K fra Prag

Til Palæstina ad mange omveje

Kort tid efter de første børn var ankommet, gik arbejdet med at få dem til Palæstina i gang. Der blev holdt afskedsfester, og bagagen stod pakket og klar. Men så let skulle det ikke gå. Tanken var, at rejsen skulle gå gennem Tyskland til Genua i Italien og derfra videre med skib. Den plan måtte skrinlægges, da Gestapo nægtede at lade børnene passere gennem Tyskland. Franskmændene ville heller ikke tillade gennemrejse, men efter en del tovtrækkeri kom de første 49 børn i januar 1940 af sted i to fly fra Kastrup til Rotterdam og derfra med tog til Marseilles. 

I april 1940 kom der besked om, at samtlige børn havde fået indrejsetilladelse til Palæstina af det engelske mandatstyre og skulle forlade Danmark, men igen tårnede vanskelighederne sig op. Den eneste farbare vej til Palæstina var gennem Rusland og Tyrkiet, men Tyrkiet ville ikke lukke børnene ind, da man frygtede ikke at komme af med dem igen. Igennem måneder blev der forhandlet med den tyrkiske regering, før 44 børn endelig i december 1940 kunne vinke farvel til Danmark. Det var en lang begivenhedsrig og ikke ufarlig færd med tog gennem Sverige, Finland, Rusland, Tyrkiet og Syrien. I marts 1941 forlod endnu en gruppe på 41 børn Danmark. Planen var, at de resterende skulle følge efter i løbet af nogle måneder, men efter Tysklands overfald på Sovjetunionen den 22. juni 1941 var den sidste udvej spærret, og de resterende var strandet i Danmark.

Besættelsens konsekvenser for børnene

Besættelsen betød, at børnenes bevægelsesfrihed blev stærkt begrænset. De måtte ikke længere samles i støre grupper. Helst måtte de slet ikke forlade plejehjemmet. De måtte ikke overnatte uden for hjemmet, ikke telefonere og slet ikke diskutere den nye situation. Forholdsordrerne kom fra den dansk-jødiske ledelse med støtte fra kvindeorganisationerne og politiet. Et sådant indgreb var naturligvis utåleligt og førte til nogen uro blandt børnene. Det var heller ikke alle plejefamilier, som var indstillet på at beholde børnene på ubestemt tid. Mange måtte derfor skifte plejefamilie både tre, fire og fem gange, efterhånden som gæstfriheden ebbede ud.

Skoleophold for de heldige

I løbet af besættelsen rettede politiet i stigende grad opmærksomheden mod de nu næsten voksne unge. Det blev forbudt af skifte plejefamilie uden tilladelse. Alligevel blev mange tvunget til at flytte, fordi politiet opdagede, at de erstattede dansk arbejdskraft, og måske oven i købet fik løn for arbejdet. De unge følte, at de spildte tiden. De tørstede efter at stå på egne ben og komme i gang med en uddannelse. For at dæmpe den stigende rastløshed, lykkedes det ved hjælp af private midler at få nogle af dem anbragt på højskoler og landbrugs- og husholdningsskoler til stor glæde og taknemlighed hos de heldige.

De sidste breve hjemmefra

Brevene fra forældre og søskende var både et lyspunkt og en kilde til uro og angst. Brevene fortalte om materiel nød og elendighed. Når man selv kunne spise sig mæt hver dag, var det ubærligt at høre, at familien sultede. I løbet af 1941-42 modtog børnene de sidste livstegn, som berettede om forestående rejser til ukendt bestemmelsessted. Man kan forestille sig den magtesløshed og fortvivlelse, det hensatte de unge i, navnlig når forældrene bad om hjælp, og de intet kunne stille op. Først efter krigen fik de vished om, hvad der var hændt deres nærmeste. Meget få havde da nogen familie tilbage.

Jødeaktionen – flugt og tilfangetagelse

Natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 gik jagten på jøderne i Danmark i gang. Selvom de unge var spredt ud over landet, lykkedes det de fleste at flygte til Sverige, enten ved egen eller andres hjælp. To af dem mistede livet, da de i desperation forsøgte at svømme over Øresund.I alt blev 45 af ligabørnene taget til fange. To af dem undslap, mens de resterende 43 sammen med de tilfangetagne danske jøder blev deporteret til Theresienstadt. Værst gik det ud over de unge på Fyn, som ikke var blevet advaret og derfor endnu befandt sig hos plejeforældrene. 31 blev afhentet af Gestapo i løbet af natten eller de tidlige morgentimer og fragtet til Kolding, hvorfra de med kreatur- og godsvogne blev sendt sydpå. De overlevede alle opholdet og vendte tilbage med De hvide Busser i april 1945.

Flugten til Sverige

”Vi fik aftensmad og derpå forsøgte et par af skolens lærere at muntre os op med noget underholdning. Stemningen var dog forståeligt nok noget trykket, hos nogle dyster. En ældre herre, som sad ved bordet ved siden af mig, tog et æble og sagde: ”Det er måske det sidste jeg får”. Datoen var den 11. oktober 1943, fire år og en dag siden jeg var rejst fra min fødeby Praha med toget kl. 24.Også denne gang var det midnat, da vi blev kørt i store høstvogne til stranden og til færgestedet mellem Stubbekøbing og Møn.

Studenterforeningens repræsentanter, som havde arrangeret vor flugt, ventede os ved færgestedet. De fortalte bl.a., at danske penge ikke var noget værd i Sverige, og at vi lige så godt kunne aflevere dem vi havde. Det gjorde jeg. Jeg havde kun få hundrede kroner. (Oplysningen var forkert, danske penge var gode nok også i Sverige. Men modstandsbevægelsen havde sikkert brug for en hel del midler.)….

Vi kom op i to fiskerbåde og ned i lastrummet. Dette var måske en meter højt, så man måtte ligge ned. Gudskelov var der lys. Vi var 26 ombord. For ikke at møde tyske patruljebåde, sejlede vor båd syd om Møn og et godt stykke østpå ud i Østersøen. Derfor varede turen hele 11½ time.”


Tidligere ligabarn, Dasha Bergmann, Prag, om flugten til Sverige

Krigen er slut – hvad nu?

Da krigen var slut, havde nogle af de unge fundet sig til rette i Sverige og besluttede at blive der. En del havde meldt sig til den tjekkiske hær, og blev, inden krigen sluttede, sendt på træning i England. Andre igen drog ud i Europa i håb om at finde overlevende slægtninge. Godt halvdelen vendte tilbage til Danmark, som nu var det nærmeste, de kunne kalde et hjem. Her var myndighedernes indstilling, at de skulle til Palæstina, som planlagt. Problemet var dog, at englænderne havde indledt blokade af Middelhavet, så bådene ikke kunne slippe igennem. Foreløbigt måtte man derfor acceptere de unges ophold og også give dem arbejdstilladelse, så de kunne forsørge sig selv. Der skulle gå 10 år fra tilbagekomsten til Sverige, før de opnåede dansk statsborgerskab og kunne vinke farvel til den midlertidige og usikre flygtningetilværelse.

Hvad skete der med børnene efter krigen?

Selvom de unge efter krigen stod alene i verden uden midler til at skabe en ny tilværelse, lykkedes det hovedparten at komme i gang med en uddannelse. En stor del emigrerede til andre lande, først og fremmest USA og Israel, hvor de klarede sig godt og blev en gevinst for deres nye hjemlande. Det samme gjaldt de godt 60, der slog sig permanent ned i Danmark. De fik gode stillinger eller etablerede egen virksomhed, de stiftede familie og fik børn og børnebørn, der kunne erstatte den slægt, der så tragisk var gået til grunde under Holocaust.

Efter krigen

”Jeg er i forbindelse med mine plejesøskende. Vi [har skrevet til] hinanden i næsten 30 år. I 1976 har jeg været i Danmark sammen med min kone. Vi blev modtaget, ligesom vi var mindst et regeringsmedlem. De har alle sammen gjort mere for os, end vi drømte om. En af mine plejebrødres datter har været hos os allerede to gange. Også hun følte sig her som et familiemedlem. Vi har haft besøg af 4 af mine 5 plejesøskende, og jeg kan sige, at jeg er én af familien.

I korte træk har jeg mange gode minder om Danmark og det danske folk, og jeg anser mig for en udenlands-dansker! Vi har mange volontører fra Danmark her i vor kibbutz. Jeg [har] et ualmindeligt godt forhold [til] dem. Mange af dem, der rejste hjem igen, skriver til os, og det er nemt for mig at komme på talefod med dem, ikke fordi jeg behersker det danske sprog, men jeg påstår, at jeg har arvet den danske mentalitet, og det er jeg meget stolt over.”


Tidligere Ligabarn, Eggi L, som i 1951 immigrerede til Israel (1981)

Halvanden million døde børn

Halvanden million jødiske børn mistede livet under nazisternes Holocaust. At 320 kom til Danmark og på den måde reddede livet, skyldes udelukkende en flok stærke kvinder, som besluttede at gøre en forskel, og som ikke tog nej for et svar.  I 1969 – 30-året for redningsaktionen – blev de hædret af de taknemlige ”børn” og indskrevet i Jerusalems Gyldne Bog.

Af Lone Jenny Rünitz, cand.phil. og forfatter til bl.a. Af hensyn til konsekvenserne. Danmark og flygtningespørgsmålet 1933-1940, Danmark og de jødiske flygtninge og medforfatter til Udsendt til Tyskland, Dansk flygtningepolitik under besættelsen. 2008. Lone Rünitz har også udgivet bogen "Diskret ophold" om Ligabørnene.

 
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information