'Jødelejren'
Mange jøder forsøger at flygte til Sverige, da rygterne om besættelsesmagten når dem. Dem, der bliver taget til fanget under deres flugtforsøg, køres til Horserødlejren og sættes i 'jødelejren' - træbarakker omgivet af pigtråd.
Horserødlejren ligger ca. 8 km fra den nordsjællandske by Helsingør. Lejrens historie går tilbage til 1. Verdenskrig, hvor den blev oprettet som krigsfangelejr. I mellemkrigstiden blev den bl.a. brugt som sommerlejr for børn. Under Tysklands besættelse af Danmark blev der oprettet en dansk interneringslejr for flygtninge og senere for kommunister. Lejren blev overtaget af tyske tropper den 29. august 1943, og i oktober og november samme år var der en særlig ’jødelejr’ i Horserød.
På flugt
Krigsfangelejr 1917-1920
Under 1. Verdenskrig var Danmark neutral og tog derfor i 1917 imod krigsfanger fra både russisk og tysk side. Lejren for russiske fanger lå i Horserød. Hertil ankom invalide og sårede krigsfanger, der trængte til hvile og pleje. 200 russiske officerer og 1000 menige soldater blev indlogeret i Horserødlejren, der på det tidspunkt bestod af 75 nyopførte træbarakker. Efter fredsslutningen i 1918 forlod de russiske soldater Horserød for at rejse tilbage til Rusland.
Indtil august 1943 havde den jødiske befolkning i Danmark været beskyttet af den såkaldte samarbejdspolitik mellem Danmark og besættelsesmagten Tyskland. Den danske regering havde bl.a. gjort det klart, at der ikke var noget ’jødeproblem’ i Danmark. Dette gjaldt dog primært de danske jøder.
Mange udenlandske jøder, der kom som flygtninge til Danmark, havde problemer med at få lov at blive. Mindst 21 flygtninge, deriblandt 3 børn, blev udvist til Tyskland, hvorfra nazisterne sendte dem videre til kz- og udryddelseslejre, hvor størstedelen af dem blev myrdet. Med samarbejdspolitikkens ophør i august 1943 og regeringens afgang ændrede den beskyttede situation sig for jøderne i Danmark. Nu iværksatte nazisterne en ’jødeaktion’.
De mennesker, der blev fanget natten mellem den 1. og 2. oktober 1943, blev deporteret til Theresienstadt den 2. oktober 1943.
’Jødelejren’ i Horserød
De jøder, som ikke blevet taget til fange natten mellem den 1. og 2. oktober, forsøgte at flygte til Sverige, hvor de ville være i sikkerhed, fordi Sverige var neutral under krigen. Dem, der blev fanget under deres flugtforsøg, blev bragt til Horserødlejren. Der blev de indlogeret i træbarakker omgivet af pigtråd. ’Jødelejren’ bestod af en barak for kvinder, en for mænd samt en sygebarak. Derudover var der en spisesal, der lå uden for pigtrådsafspærringen. Der var fanger i alle aldre; børn og voksne, unge og gamle. Efter krigen skrev en af fangerne om opholdet i lejren:
”Nu får man da i det mindste lov til at gå lidt ud i det fri, men det går mig på nerverne at traske rundt og rundt på den samme lille, mudrede sti, som kommunisterne, der har været indespærret her før vi, har trådt omkring barakkerne. Og så alle de mennesker. I dag er der kommet to hold ”bytte”, som er taget i Gilleleje. Alle blev de forhørt i spisesalen (den ligger i en barak for sig udenfor pigtrådsindhegningen) og kom så herind, gamle, unge, krøblinge og spædbørn.”
Ralph Oppenhejm, 1945, s. 36 – stavemåden ændret
Hør, hvordan tidligere fanger oplevede Horserødlejren i kapitel 3 af filmen "THERESIENSTADT"
Hverdagen
Forholdene i Horserødlejren var relativt gode. Maden blev tilberedt af dansk køkkenpersonale. Fangerne kunne få lov til at skrive og modtage post. De kunne i mindre omfang også modtage besøg, men det var kun tilladt at tale tysk under besøg, og det foregik under overvågning. Lejren er her beskrevet af en tidligere fange:
”Der var lunt i træhusene og både varmt og koldt vand og bad; maden, der indtoges i en særskilt barak, til hvilken man begav sig hen i samlet opstilling, var gennemgående god og rigelig, omend nok lidt vel meget baseret på kaninavl. Fangerne udsattes ikke for nogen unødig tvang, tilsigtet chikaneri eller rå ondskab som i Vestre Fængsel, tonen fra oven var næsten civil, særdeles høflig.”
Valdemar Koppels vidnesbyrd i B. Blüdnikow & K. Rothstein, 1993, s. 139 – stavemåden ændret
I den periode, ’jødelejren’ eksisterede i Horserød, var der i alt omkring 250-300 fanger. Der fandt løbende løsladelser sted. De frigivne var mennesker, der ikke var ’heljøder’ ifølge de nazistiske Nürnberg-love, eller som var gift med ikke-jøder.
”De, der var gift med kristne, kunne også komme ud, selv når de var heljøder. Ben stod sammen med mor ved lejrporten for at se på dem, der var så heldige. Nogle af dem græd heftigt, og mor fortalte, at den ene dame var så ulykkelig, selv om hun nu skulle ud i friheden, fordi hun måtte tage afsked med sin gamle mor og sin søster, der begge måtte blive tilbage i lejren.”
Paul Aron, 1997, s. 102
Afgang fra Horserød – natten mellem den 12. og 13. oktober 1943
Det var ikke meningen, at fangerne skulle forblive i Horserødlejren. Om aftenen den 12. oktober 1943 fik den første gruppe fanger besked på at pakke deres ting. Derefter blev de kørt til Helsingør Banegård. Her ventede et persontog, som i løbet af natten skulle føre dem videre til Gedser. I Gedser skulle de med færgen til Warnemünde og herfra blev de kørt i kreaturvogne til Theresienstadt i det nuværende Tjekkiet. Der var dansk togpersonale til stede på Helsingør Banegård den aften. En uge senere skrev en trafikkontrollør en rapport, hvori han beskrev, hvordan afgangen var foregået, og hvordan jøderne blev behandlet af de tyske soldater:
”... Kl. ca. 1.45 stillede en deling soldater på 60 mand sig op i en række på perron 1 for at bevogte bagsiden af toget, og en række på perron 2 for at bevogte indstigningen. [...]
Kl. ca. 2.20 lød der atter kommandoråb over mod ventesalen, og de rejsende kom nu til syne ca. 30-40 rejsende ad gangen svarende til 1. vogn. Det var et trist syn. De rejsende holdt sammen familievis. Små mørkt-udseende ægtepar med deres børn på armen eller ved hånden. Unge overvejende mørkt-udseende mennesker af begge køn. Ind imellem sås også nogle ældre hvidhårede damer, der efter klædedragten (pels) at dømme hørte til den velhavende klasse. Disse damer fulgtes som regel to og to, og det så for mig ud, som det i flere tilfælde var mor og datter, der fulgtes.
Selv disse rejsende, der på grund af alder ikke bevægede sig ret hurtigt, blev – især af en bestemt politisoldat – tilråbt med ”vorwärts”, ”eilen” og lign.”
Gengivet efter Isi Foighel, 2007, side 67-68
Gedser-Theresienstadt
Toget kørte fra Helsingør til Gedser, hvorfra turen fortsatte med færge til Warnemünde. Da fangerne var kommet i land, blev de gennet ind i kreaturvogne.
”I Warnemünde kom vi over i tyske kreaturvogne. Gulvene var bestrøet med gødning. Vi kunne hverken sidde eller ligge. Der var folk, der besvimede og folk, der var i choktilstand. De fattede overhovedet ikke, hvad der var sket med dem, for det hele forekom så uvirkeligt, at de var slæbt bort som en sæk kartofler. Ud og så væk med dem, væk fra deres gode hjem og deres normale tilværelse. Hvad havde de egentlig gjort? De havde været almindelige hæderlige borgere i det danske samfund, og mange var af familier, der havde opholdt sig i 250 år i dette land.”
Mélanie Oppenhejm, 1981, s. 14
Der var 175 mennesker med dette tog, der ankom til Theresienstadt den 14. oktober 1943. Hovedparten af dem blev hentet igen halvandet år senere af De Hvide Busser og bragt til Sverige.
Den sidste transport
Efter transporten den 13. oktober 1943 var der stadig omkring 30 personer tilbage i ’jødelejren’ i Horserød. Enkelte blev frigivet, men 19 personer, hvoraf tre var børn i alderen to-fire år, blev deporteret i november 1943. Corrie og Sven Meyer og deres to små børn var blandt de fanger, der sidst i november fik at vide, at de skulle sendes videre fra lejren i Horserød:
”Den 23. november fik vi besked om at komme over til appel hos tyskerne, og her fik vi den grusomme meddelelse, at vi den samme dag skulle sendes af sted, hvorhen sagde de ikke noget om, men det var heller ikke nødvendigt, vi vidste det selv.
Vi pakkede så vore sager sammen og skrev et lille afskedsbrev, som Larsen lovede os at bringe til Charlottenlund. Så blev vore kufferter gennemset af tyskerne.”
Corrie og Sven Meyer, Theresienstadt – det iscenesatte bedrag, Rhodos, 1991, side 27-28
23. november 1943
Ligesom ved den første deportation fra Horserød blev fangerne kørt til Helsingør Banegård, hvorfra de skulle med toget. Om aftenen den 23. november kørte toget af sted med retning mod København. På den videre vej mod Gedser lykkedes det tre unge mænd at springe af toget i nærheden af Roskilde og på den måde redde sig i sikkerhed. De fanger, der var tilbage i toget, blev ikke ført direkte til Theresienstadt, men i første omgang til kz-lejrene Sachsenhausen (for mænd) og Ravensbrück (for kvinder og børn) nord for Berlin. I januar og april 1944 blev størstedelen af de 16 fanger bragt til Theresienstadt.
