Den store Terror 1936-1938

Målgruppen for Den Store Terror var især personer, som besad høje stillinger inden for eksempelvis partistaten, industrien eller militæret. Formålet var både at fjerne formodede illoyale personer fra staten og partiet for at kunne indsætte en ny og loyal administration og at fuldende udryddelsen af de såkaldte ”socialt farlige elementer”.  Kategorien "socialt farlige elementer" var meget bred og kunne dække over næsten hvad som helst. Det kunne for eksempel være folk, der var hjemløse eller troende. 

Et af de vigtigste instrumenter i udførelsen af Den Store Terror var det hemmelige politi, som fra 1936 til 1938 blev ledet af Nikolaj Jezjov. 

Læs mere om det hemmelige politi

Mordet på Kirov blev anledningen til udrensningerne

Mordet på Leningrads partichef, Sergej Kirov, den 1. december 1934 blev anledningen til den intensivering af terroren, som i 1936 resulterede i Den Store Terror. Mordet er aldrig blevet endeligt opklaret, og der er mange spekulationer om, hvorvidt det var Stalin selv, der stod bag mordet, fordi han anså Kirov for at være en potentiel trussel mod sin egen magt i partiet.

Hvorom alting er, så formåede Stalin at udnytte mordet politisk til at udløse omfattende udrensninger af virkelige og indbildte fjender. Ifølge den officielle forklaring var Kirovs morder kommet tæt på Kirov ved hjælp af et falsk partiidentifikationskort, og Stalin brugte dette som argument for en forstærket kontrol med partikortene og dermed med partiets medlemmer. Umiddelbart efter Kirovs død blev partimedlemmerne pålagt at udrense alle ”fremmedelementer” og ”folkefjender” internt i partiet. Definitionerne på disse kategorier var brede og uklare og kunne rumme stort set alle, der faldt i unåde hos partiet. I maj 1935 iværksattes en omfattende kontrol med partimedlemmernes partikort med store udrensninger til følge, og igen i februar 1936 blev flere tusinder udrenset i forbindelse med en almindelig fornyelse af medlemmernes partikort.

Udrensninger i partiet

At blive udrenset ville sige at blive smidt ud af partiet. En udrensning af et partimedlem begyndte ofte med, at vedkommende på et offentligt møde på arbejdspladsen eller i partiet blev kritiseret eller anklaget for noget. Dette kunne for eksempel være, hvis vedkommende havde udtalt sig i strid med partiets officielle holdninger eller fortiet, at et nært familiemedlem havde kæmpet mod bolsjevikkerne under den russiske borgerkrig 1918-1920. Herefter blev der stemt om, hvorvidt vedkommende skulle smides ud af partiet eller kunne nøjes med en påtale. 

Hvis man blev smidt ud af partiet, mistede man en række privilegier og i mange tilfælde også sit job. Fra 1936 risikerede de udrensede også arrestation, fængsling, deportation, ophold i tvangsarbejdslejre eller henrettelse. Man blev behandlet nærmest som en spedalsk, som ingen ville have kontakt med af frygt for at blive ”smittet” og dermed selv at blive udrenset. Udrensningerne foregik inden for alle store institutioner i det sovjetiske samfund, eksempelvis statsadministrationen og militæret.

Læs mere om Gulag-fangelejrene

De personer, der blev arresteret og anklaget for at være ”fremmedelementer” eller ”folkefjender”, kom sjældent for en almindelig domstol. Fra 1935 dømte paneler bestående af 2-3 mand fra det hemmelige politi, staten eller partiet i disse sager, og fra 1937 kunne disse ”domstole” idømme helt op til dødsstraf. Ofte blev flere sager behandlet samtidigt, og på et enkelt møde kunne panelerne behandle flere hundreder sager. 

Terrorens selvforstærkende effekt

Udrensningerne skabte en stemning af panik. Partiets opfordringer om at vende sig mod ”folkefjenderne” udløste en bølge af rapporter, hvor nervøse sovjetborgere af frygt for selv at blive angivet angav partimedlemmer eller kolleger på baggrund af meget spinkle eller opfundne anklager. Undertrykkelsen og overvågningen fik på den måde en selvforstærkende effekt, så terroren avlede mere terror. 

I det sovjetiske samfund var det umuligt ikke at deltage i politik. Deltagelse i politiske møder var et krav, og man var tvunget til at lovprise Stalin, da ligegyldighed blev opfattet som det samme som at være imod Stalin. Det blev forventet, at man angav andre borgere, hvis de udviste mistænkelig adfærd, og i skolerne blev eleverne opfordret til at angive deres forældre. Hvis man ikke deltog i fordømmelsen af statens fjender, risikerede man selv at blive stemplet som folkefjende, og derfor spredte angiveriet sig som ringe i vandet. Angav man sin kollega, kunne man måske redde sig selv.

Skruen strammes

I 1937 og 1938 skærpedes udrensningerne yderligere. Fremtrædende partimedlemmer blev udrenset, og i flere byer blev næsten hele partitoppen udrenset. Ingen var for store, og ingen var for små. For eksempel blev 1108 af 1966 delegerede ved den 17. partikongres i 1934 udrenset. 

Fra juli 1937 indførte sovjetstyret kvoter for, hvor mange ”folkefjender”, der skulle henrettes og arresteres, og det resulterede i mange tilfældige anholdelser. Ifølge kvoterne havde det hemmelige politi ret og pligt til at henrette 72.950 og arrestere 259.450, men det betød ikke, at de absolut skulle stoppe der. Officielle tal siger, at 700.000 blev henrettet og 1.575.000 arresteret under Den Store Terror, men tallene kan sagtens være højere.

Hvem var ofrene

Terroren ramte et bredt udsnit af den sovjetiske befolkning. Det drejede sig ud over partifolk blandt andet om embedsmænd, virksomhedsledere, ingeniører, præster, kunstnere og journalister. De blev fyret fra deres job og derefter ofte arresteret og sendt i arbejdslejr eller henrettet. 

Heller ikke det hemmelige politi blev sparet. På et møde, hvor chefen for det hemmelige politi, Jezjov, fremlagde kvoter for, hvor mange ”folkefjender” der skulle findes, blev en officer fra det hemmelige politi anholdt og formentligt senere skudt, fordi han sagde, at det ville være umuligt at arrestere så mange ”folkefjender”. I 1938 blev Jezjov selv afsat af Stalin, og senere blev han arresteret, kendt skyldig i spionage og forræderi mod sovjetstaten og skudt. Selv ikke Jezjov, en af udrensningernes hovedbagmænd, kunne altså føle sig sikker.

Moskva-processerne

De fleste retssager under Den Store Terror foregik uden for offentligheden, men i 1936-38 var der tre store opsigtsvækkende offentlige retssager mod Stalins modstandere inden for partiet. De blev kaldt for Moskva-processerne. I alt 54 personer, hvoraf flere var fremtrædende partimedlemmer, blev anklaget for blandt andet spionage og planlægning af attentater mod Stalin. Bortset fra enkelte, som ”kun” fik langvarige fængselsstraffe, blev alle idømt dødsstraf. 

Retssagerne var de rene skuespil, hvor resultaterne var givet på forhånd. De fik stor omtale i pressen og fungerede som en afledningsmanøvre i forhold til de forbrydelser, der i øvrigt blev begået mod befolkningen i Sovjetunionen. Retssagerne baserede sig udelukkende på mærkværdige tilståelser, og ikke på bevismateriale mod de anklagede, og dommerne skulle således ikke tage stilling til et egentligt bevismateriale, men blot koncentrere sig om at få de anklagede til at bekræfte deres tilståelser. I 1930’erne troede mange på disse tilståelsers rigtighed, men i dag ved man, at de var fordrejede og ofte fremtvunget under tortur eller efter trusler mod de anklagedes pårørende.

De mange udrensninger og personudskiftninger inden for statsapparat, virksomheder og militæret gjorde sovjetsystemet ineffektivt, og Stalin indstillede derfor i 1938 terroren for en tid. Med den Den Store Terror opnåede Stalin imidlertid det, han ville. De politiske konkurrenter blev ryddet af vejen, og som afløsere for dem fik Stalin bragt en gruppe af unge loyale partifolk til tops i både parti og stat. Samtidig virkede den omfattende terror som et meget effektivt middel til afskrækkelse i forhold til den øvrige befolkning.