Den Store Fædrelandskrig og Stalins død 1941-1953

2. Verdenskrig, der i Sovjetpropagandaen blev kaldt for ”Den store Fædrelandskrig”, kom til at koste millioner af mennesker livet, men den var med til at sikre Sovjetunionen sin status som supermagt. Helt frem til Stalins død i 1953 fortsatte den hensynsløse terror mod befolkningen, og i krigsårene gik dette særligt hård ud over de nationale mindretal.

Tysk og sovjetisk officer giver hånd efter 2. Verdenskrigs begyndelse, 1939

I årene efter sin magtovertagelse iværksatte Josef Stalin en gennemgribende forandring af det sovjetiske samfund. Landbruget var blevet kollektiviseret, og Stalin havde under enorme menneskelige omkostninger omdannet Sovjetunionen fra landbrugssamfund til industrimagt. Målet var at gøre Sovjetunionen klar til den krig med vesten, som Stalin forventede ville komme.

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 havde Stalin forsøgt at skabe fælles front mod Tyskland sammen med Storbritannien og Frankrig, men dette var ikke lykkedes. I stedet indgik Sovjetunionen i 1939 en ikke-angrebspagt med Tyskland, der udover en alliance sikrede de to lande frit råderum i Østeuropa. På længere sigt var en konfrontation mellem Sovjetunionen og Tyskland dog uundgåelig, idet Sovjetunionens selvstændighed var uforeneligt med Hitlers tanke om at skabe et verdensherredømme, og idet de to landes ideologier, nazisme og kommunisme, var modstridende.

Den Store Fædrelandskrig

Den 22. juni 1941 indledte Hitler en lynkrig mod Sovjetunionen. Sovjetunionen havde allerede i 1939 indledt krigshandlinger i Østeuropa og var på sin vis allerede en del af 2. Verdenskrig, men med Hitlers angreb i 1941 ændredes Sovjetunionens rolle i krigen. Nu blev landet tvunget til at gå sammen med de allierede, Frankrig, Storbritannien og USA, i kampen mod Tyskland.

Tidslinje for Sovjetunionens historie. Klik for større version.

Det tyske angreb, hvormed Hitler brød ikke-angrebspagten fra 1939, kom som en overraskelse for det sovjetiske folk. Der er dog meget der tyder på, at Stalin vidste, at et angreb var forestående, men at han valgte at overhøre truslerne. 

Sovjetunionen var dårligt forberedt til krigen. Selv om Stalins mål med industrialiseringen blandt andet havde været at gøre Sovjetunionen klar til krig, var Den Røde Hær endnu ikke på niveau med den tyske. Den tyske hær var bedre trænet, og de store udrensninger i slutningen af 1930’erne inden for den sovjetiske officersstand i forbindelse med en generel udrensning i det sovjetiske samfunds top betød, at Den Røde Hær nu manglede ekspertise og erfaring. 

På få måneder lykkedes det tyskerne at kæmpe sig helt frem til Leningrad og Moskva, og i august 1942 nåede tyskerne byen Stalingrad. Her stod mange hårde kampe, men til sidst lykkedes det Den Røde Hær at vende situationen og drive tyskerne på tilbagetog. Det meste af Østeuropa blev erobret af sovjetiske styrker i 1944-1945, og i april-maj 1945 kunne sovjetiske tropper indtage Berlin.

2. Verdenskrig

1939-1945 2. Verdenskrig udkæmpedes mellem på den ene side aksemagterne: Tyskland, Italien og Japan, og på den anden side de allierede: USA, Storbritannien og Sovjetunionen og deres forbundsfæller. Krigen var dels et resultat Tysklands aggressive udenrigspolitik efter 1933, dels af Japans ekspansionspolitik. Krigen sluttede med Tysklands kapitulation 8. maj 1945 og Japans kapitulation 15. august 1945.

Krigens enorme omkostninger

Krigen på østfronten, hvor Tyskland og Sovjetunionen kæmpede mod hinanden, var usædvanligt brutal. I alt kostede Den Store Fædrelandskrig over 25 millioner sovjetborgere livet, heraf var halvdelen civile. 

Flere steder havde de sovjetiske bønder modtaget de tyske soldater som befriere, idet de håbede, at tyskerne ville standse tvangskollektiviseringen og give dem jorden tilbage. Det skete imidlertid ikke. Hitler betragtede i henhold til den nazistiske ideologi den slaviske befolkning i de besatte områder som undermennesker, der skulle tvinges til at leve på et eksistensminimum og tjene det tyske herrefolk, og de tyske soldater behandlede befolkningen i de besatte områder grusomt. Desuden huserede særlige SS-enheder, som henrettede jøder og medlemmer af Kommunistpartiet i hundredtusindvis. 

Læs mere om tvangskollektiviseringen

Udover de menneskelige omkostninger havde 2. Verdenskrig også store materielle omkostninger for Sovjetunionen. Sovjetiske tal siger, at 1710 byer og 70.000 landsbyer blev ødelagt, og at op mod 25 millioner mennesker blev hjemløse.

Vidste du at ...

  • Blandt ofrene for 2. Verdenskrig var Stalins ældste søn Yakov, som døde i en tysk krigs-fangelejr. Nazisterne havde tilbudt at udveksle ham med den tyske marskal Paulus, som blev taget til fange af Den Røde Hær ved Stalingrad, men Stalin afslog. Ifølge ham fandtes der nemlig ingen russiske krigsfanger, men kun russiske forrædere
     
  • I Sovjetunionen fra 1940 kunne man blive sendt 6 måneder i fængsel, hvis man kom mere end 20 minutter for sent på arbejde. Tænk over det, næste gang du sover over dig…

Deportationer af etniske mindretal

Efter Den Store Terror 1936-1938, hvor omfattende udrensningsbølger havde ramt næsten alle grupper i det sovjetiske samfund i et forsøg på at rense ud inden for partiet og statsadministrationen, var der i årene op til krigen sket en vis mildning i sovjetregimets undertrykkelse af befolkningen. Stalin var klar over, at der var en reel risiko for krig, og sovjetstyret havde brug for befolkningens støtte. Regimet forsøgte altså til en vis grad at forsone sig med befolkningen, men dog ikke mere, end at der for eksempel i juni 1940 blev indført en lov, der gjorde det strafbart at komme mere end 20 minutter for sent på arbejde. 

Kort over deportationsruter. Klik for større version.

Med Sovjetunionens indtræden i krigen skærpedes undertrykkelsen af sovjetborgerne imidlertid igen, og denne gang gik det især hårdt ud over de ikke-russiske nationale mindretal, som sovjetregimet karakteriserede som fjendtlige. Anklagerne lød ofte på spionage eller samarbejde med tyskerne, og der er mange eksempler på, at hele befolkningsgrupper blev deporteret til fjerntliggende og tyndtbefolkede områder af Sovjetunionen, som eksempelvis Sibirien i det østlige Rusland. Eksempelvis blev 1.2 millioner sovjetborgere af tysk afstamning deporteret i 1941, og senere fulgte mange andre nationale mindretal.

Læs mere om deportationer af etniske mindretal

Optakt til den kolde krig

Selv om krigen havde kostet Sovjetunionen dyrt, både i menneskeliv og økonomisk, stod Sovjetunionen i 1945 tilbage som en af de sejrende magter. Det var sovjetiske tropper, der havde indtaget Berlin, og Den Røde Hær sad solidt på store dele af Østeuropa, som Sovjetunionen ønskede af få afgørende indflydelse i på, for derigennem få opbygget en sikkerhedszone i forhold til Vesten. 

Allerede på Potsdam-konferencen i sommeren 1945 umiddelbart efter krigen, hvor de sejrende magter skulle afgøre Europas fremtid, var der uoverensstemmelser mellem de tidligere allierede. Da Sovjetunionen i perioden 1945-1948 – i modstrid med tidligere aftaler – fik indsat kommunistiske regeringer i de østeuropæiske lande, var den kolde krig mellem Sovjetunionen og Vesten en realitet, og den skulle komme til at vare frem til 1989-1990. 

Den Kolde Krig

Den Kolde Krig var primært en konflikt om kontrollen med Europa mellem øst og vest i perioden fra 2. Verdenskrigs afslutning i 1945 og frem til ca. 1990. Konfliktens hovedparter var de to supermagter USA og Sovjetunionen, og det specielle ved Den Kolde Krig var, at det, trods et svingende spændingsniveau, aldrig kom til egentlige krigshandlinger mellem konfliktens hovedparter.

Stalins sidste år

Efter 2. Verdenskrig gjorde regimet en stor indsats for at genopbygge den sovjetiske industri, og ligesom i 1930’erne gik de fleste økonomiske ressourcer til sværindustrien, mens befolkningens behov blev tilsidesat. 

Tidslinje for Stalins liv. Klik for større version.

Selv om krigssejren havde styrket Stalins popularitet i befolkningen, fortsatte han sin hårdhændede politik overfor systemets mere eller mindre indbildte fjender helt frem til sin død i 1953. I 1948 gik en bølge af udrensninger ud over ledende kommunister i Leningrad, og i 1952 blev en række fremtrædende læger, hvoraf flere var jødiske, arresteret og anklaget for at planlægge et mordforsøg på Stalin. Efter Stalins død blev dette lægekomplot erklæret for ikke-eksisterende, men da var det allerede for sent, da mange af de anklagede læger allerede var døde under tortur. Mange tolker lægekomplottet som et forvarsel om et forestående opgør med de sovjetiske jøder, som kun blev afværget på grund af Stalins død den 5. marts 1953.

Læs mere om forfølgelse af jøderne

 
Kilder
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information