Kilde: Undervisningsbøger om Tjetnikkerne under 2. verdenskrig
Nedenstående uddrag stammer fra henholdsvis kroatiske og serbiske skolebøger i faget historie og omhandler četnikkerne og deres rolle under 2. Verdenskrig.
Kroatisk version:
"Četnikorganisationen eksisterede også i det gamle Jugoslavien. Den gik ind for monarki og centralisme, og dens grundlæggende program var storserbiskhed. Efter Jugoslaviens sammenbrud kom det til en ny samling af četnikker, som blev ledet af en oberst i den jugoslaviske hær, Draža Mihailović. Hans mål var en genoprettelse af Jugoslavien under dynastiet Karadjordjević og genindførelse af storserbisk hegemoni.
Draža Mihailović begyndte at samle soldater og officerer fra den splittede jugoslaviske hær i det østlige Bosnien, hvor han befandt sig ved Jugoslaviens sammenbrud. Kort efter flyttede han til det vestlige Serbien og indrettede hovedkvarter for sin četnik-organisation på Ravna gora. Den samlede væbnede formation kaldte han «den jugoslaviske hærs četnik-enhed» og satte sig derpå i forbindelse med eksilregeringen i London. Kongen forfremmede ham til general og udnævnte ham til minister for hær og flåde.
Četnik-grupperne havde først deres virke i det indre Serbien, men senere blev der organiseret grupper i Montenegro og i Bosnien og Hercegovina, og på kroatisk territorium i Lika og Dalmatien (især omkring Knin). Det betyder, at četnikkerne også virkede på NDH's territorium, og deres aktiviteter var naturligvis rettet mod den kroatiske stat. Selv om četnik-bevægelsen var grundlagt for at kæmpe for en genoprettelse af Jugoslavien, udsatte dens leder bevidst kampen og satsede på at samle kræfterne til det øjeblik, de allierede ville gå i land i Jugoslavien. Men samtidig dukkede Titos NOP [nationale frihedsbevægelse] op. Trods de store forskelle (ideologisk og praktisk-politisk) mødtes Tito og Draža Mihailović to gange (i september og oktober 1941) med det formål at forene deres kampaktiviteter mod besættelsesmagterne, men uden resultat. Da tyskerne indledte deres (første) offensiv mod partisanerne i det vestlige Serbien, sluttede četnikkerne sig til dem og begyndte dermed at samarbejde med tyskerne og italienerne. Målet var med deres hjælp at tilintetgøre Titos NOP, men det lykkedes ikke, for NOP nød større og større fremgang og havde flere og flere tilhængere.
Italienerne bestræbte sig på at undertrykke ustaša-styret mest muligt i de dele af NDH, de havde besat. Derfor støttede de četnikkerne, samarbejdede med dem og forsynede dem med våben. I mange dele af NDH begik četnikkerne store forbrydelser, ofte under italiensk beskyttelse. De brændte huse, plyndrede, ødelagde ejendomme og dræbte uskyldige folk. Ved at øve terror mod kroater og muslimer ønskede de at skabe et rent serbisk område og på den måde styrke storserbisk overmagt i et nyt Jugoslavien."
Serbisk version:
"Denne serbiske nationalbevægelse i 2. verdenskrig opstod af en lille gruppe officerer fra Kongeriget Jugoslaviens hær, som – efter sammenbruddet i april – den 11. maj 1941 havde fundet tilflugt på højsletten Ravna gora (på vestskråningerne af bjergmassivet Suvobor). Lederen af denne gruppe var oberst Dragoljub-Draža Mihailović, som i de følgende måneder officielt skulle blive kommandant for Den Jugoslaviske Hær i Fædrelandet (JVUO) og i folket husket som kommandant for de serbiske četnikker.
Efter ankomsten til Ravna Gora besluttede Mihailović og hans kampfæller at danne kernen til en modstandsbevægelse. Den første generalstab blev udpeget og Ravna Gora blev udgangspunkt for aktionerne og symbol for hele den senere bevægelse. Deraf navnet Ravna Gora-bevægelsen. Mihailović grundlagde kort efter den jugoslaviske hærs četnik-enhed. Navnet četnik stod som symbol på en lang tradition for serbisk guerillakrigsførelse. Det drejede sig altså om en spontant opstået bevægelse, som – ud over traditionen og den ”ærefulde historie” – ikke havde noget andet at støtte sig til. Dens videre udvikling var hele tiden betinget af omgivelserne og de militære forhold, hvilket i mangt og meget kom til at afgøre dens skæbne.
Strategien for modstanden, som Mihailović skabte, var præget af meget spontanitet og var i stor udstrækning betinget af krigens udvikling. Efter den regulære hærs sammenbrud og oprettelsen af det brutale besættelsesregime, var den vigtigste opgave nu at opbygge en modstandsbevægelse, der i rette øjeblik kunne gå i gang med at befri landet.
I de første dage af organisationens tilbliven fremhævede Mihailović dels behovet for at holde organisationen hemmelig, dels princippet om borgerlig ulydighed, men også det skadelige i at handle overilet. Han understregede, at det kun var det første slag, der var tabt: kampen blev videreført af regeringen og hærens øverste kommando i udlandet, mens han selv ”organiserede en hær i landet ifølge særlig procedure”. I sine instrukser til officererne understregede Mihailović, at man skulle forhindre, at folk blev ført i fangenskab, indsamle våben og krigsudstyr, gennemføre en organisering i landsbyer og byer, som kunne være til hjælp i en senere opstand. Man skulle arbejde i største hemmelighed for at undgå unødvendige ofre, udføre mindre sabotager og sprede falske oplysninger blandt de tyske soldater. Aktionerne skulle være tilpasset udviklingen på de allieredes fronter.
De meddelelser, Mihailović modtog fra udlandet, påvirkede også hans strategi. Embedsmændene i den jugoslaviske regering, med Dušan Simović i spidsen, gav četnikkerne besked om at forholde sig i ro, ikke at angribe tyskerne og ikke at fremkalde repressalier, før en generel aktion mod de tyske styrker kunne indledes på denne del af slagmarken. Der var ingen grund til at føre en uigennemtænkt kamp, som ikke ville bidrage med andet end nye lidelser for folket."